
Fire specielle dage: Landsholdsudtagelse og en ny kontrakt
Jarrod Bowen har god grund til at smile for tiden, efter han i løbet af ganske kort tid fik både forlænget sin kontrakt og blev udtaget til det engelske landshold.

Det er nok ikke helt dumt at være Jarrod Bowen for tiden.
Torsdag blev han udtaget til det engelske landshold, og senere samme dag vandt han og resten af West Ham ude mod Freiburg i Europa League.
Kort efter fik han så styr på sin fremtid, da han skrev under på en kontraktforlængelse med West Ham, så Premier League-klubben og den 26-årige englænder nu har papir på hinanden helt indtil 2030.
Selv lægger West Ham-offensivspilleren da heller ikke skjul på, at det hele nok er gået op i en højere enhed for ham på det seneste.
– En virkelig speciel uge. Jeg fik åbenlyst beskeden (om landsholdsudtagelsen, red.) før vores europæiske kamp, så den havde jeg styr på. Så vandt vi også kampen, hvilket var dejligt.
– Efterfølgende faldt den nye aftale (med West Ham, red.) på plads i løbet af weekenden, så det har virkelig været fire specielle dage, siger han til The Independet.
Landsholdsudtagelsen er ikke den første af sin slags for Jarrod Bowen – men han har ikke været med siden september 2022.
– Jeg har hele tiden håbet på at komme tilbage, så at få muligheden og blive udtaget igen er noget, som jeg virkelig er taknemmelig for.

England tager fredag imod Australien, inden Italien venter i EM-kvalifikationen tirsdag.
Jarrod Bowen står i alt noteret for fire landskampe for det engelske A-landshold.