Medie: Karrierestop er en konkret mulighed for Hazard
Eden Hazards fremtid er fortsat uafklaret, og den belgiske stjerne overvejer fortsat at indstille karrieren.
Eden Hazard har endnu ikke truffet en beslutning om sin fremtidige fodboldkarriere.
Da han peakede i Chelsea, var han så afgjort en af verdens bedste spillere – men den tid ligger efterhånden flere år tilbage.
Siden sit skifte til Real Madrid, har han aldrig for alvor fundet formen, og denne sommer fik han efter gensidig aftale revet sin kontrakt over med den spanske storklub.
I tiden op til, og i dagene efter, han fik ophævet sin kontrakt med Real Madrid, skrev en lang række medier om et potentielt nært forestående karrierestop for den 32-årige belgier.
Siden har der været ganske stille om Eden Hazard og hans fremtid, som han endnu ikke har fået fastlagt.
Nu fortæller transferjournalisten Fabrizio Romano dog, at et karrierestop er en meget reel mulighed for belgieren, der lige nu står uden klub.
– Der bliver spekuleret meget om Eden Hazard, som stadig er kontraktløs. Men lige nu ved jeg ikke noget konkret.
– Der er mange rygter, men ingen af dem er fremskredne, fordi han lige nu er ved at vende muligheden for at stoppe karrieren, sammen med sin familie og sine nærmeste.
– Pension er en konkret mulighed, men det er endnu ikke en endelig beslutning. Jeg synes, at når vi taler om så stor en beslutning for så vigtig en spiller som Hazard, så vil jeg gerne være respektfuld. Det er spilleren, der skal træffe beslutningen og kommunikere det ud – ikke mig eller andre journalister, siger Fabrizio Romano til CaughtOffside.
Harry Maguire om sommerens rygter: Jeg overvejede altEden Hazard kom til Real Madrid fra Chelsea i sommeren 2019.
Sidenhen er det blevet til beskedne 76 kampe med syv mål og 12 assists til følge.
Den belgiske kreatør nåede i sine syv år forinden skiftet at score 110 mål og levere 92 assists i Chelsea.