
Officielt: Sergio Ramos er tilbage i Sevilla
Sergio Ramos forlod som 19-årig Sevilla i 2005, men nu vender den 37-årige forsvarsspiller tilbage til rødderne.

Efter 6.578 dage vender Sergio Ramos hjem til Estadio Ramón Sánchez Pizjuán i Sevilla.
Det har fodboldklubben Sevilla netop selv meddelt.
Dermed sluttes ringen for den 37-årige forsvarsspiller, der fik sin fodboldopdragelse i den andalusiske klub, som han i august 2005 forlod til fordel for hovedstadsklubben Real Madrid.
Den hjemvendte søn har i første omgang skrevet under på en kontrakt gældende for indeværende sæson.
Ramos har senest spillet to sæsoner i Paris Saint-Germain, hvor han har føjet to franske mesterskaber til sit i forvejen bugnende trofæskab.

Fire Champions League-trofæer, fem spanske mesterskaber, to spanske pokaltitler samt fire verdensmesterskaber for klubhold har Ramos vundet i sin tid i Real Madrid, hvor han i 671 officielle kampe scorede i alt 101 mål.
Sergio Ramos stoppede tidligere på året officielt – men modvilligt – på det spanske landshold, hvor han efter 180 landskampe og 23 mål kan se tilbage på en landsholdskarriere med både et VM- og et EM-trofæ.