
2 min læsningAGF-‘fan’ bandlyst i årevis: Baneløber får lang karantæne fra Ceres Park
Det bliver ikke til Superliga-bold på Ceres Park i mange år for den person, der løb på banen iført en AGF-trøje i kampen mellem Randers FC og AGF den 30. maj.

AGF sikrede sig med hiv og sving bronzemedaljerne i Superligaen, da klubben i sidste spillerunde vendte et truende 3-0-nederlag til Brøndby IF til et 3-3-resultat.
Dermed er der – foruden Superliga-bold – også europæisk fodbold i sigte på Ceres Park, når næste sæson sparkes i gang efter sommerferien.
Men det er altså ikke alle AGF-fans, der kan se frem til en masse spændende fodbold på Ceres Park i den kommende sæson. Det fortæller klubbens kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, til Århus Stiftstidende.
Her henviser han til den AGF-‘fan’, der tirsdag den 30. maj krydsede afspærringerne i AGF’s udebanemøde med Randers FC på Cepheus Park for at tage en tur ind over græsset.
Over for mediet bekræfter Højlund Carlsen, at man har fået fat i personen, og han er blevet udstyret med en gedigen karantæne fra at se fodbold på Ceres Park langt ud i fremtiden.
– 10 års karantæne fra Ceres Park, lyder meldingen kort fra Søren Højlund Carlsen til Århus Stiftstidende.

Grunden til, at karantænen lyder på hele 10 år, er ifølge Højlund Carlsen fordi, at der i dette tilfælde er tale om en andengangsforseelse.
Selvsamme person løb nemlig også på banen tilbage i august 2021, da AGF tog imod OB på Ceres Park. Karantænen fra dengang var dog udløbet.
Fra tribunen kunne der i forbindelse med hændelsen høres stor utilfredshed fra tilskuere fra begge lejre. Til tonerne af ‘taber’, ‘taber’, ‘taber’ blev baneløberen, der i øvrigt optog hele seancen på Facebook Live, ført fra banen i Randers.
AGF endte med at vinde opgøret i Randers med 3-1, hvilket endte med at blive en afgørende faktor til sidst, da et uafgjort resultat mod Brøndby i sidste spillerunde viste sig at være nok til at sikre en tredjeplads i Superligaen.
Det betyder som sagt, at AGF kvalificerer sig til europæisk fodbold i den kommende sæson.
Læs mere om, i hvilken turnering og i hvilken runde AGF indtræder i Europa her.