3F Superligaen

Wass om Hermansens straffesparksredning: Man har jo lov at være heldig

Daniel Wass var glad for at modbevise særligt én ekspert søndag aften, og så havde han efter sejren mod F.C. København overskud til at drille sin holdkammerat.

Daniel Wass driller målmand Mads Hermansen, efter han søndag tog et straffespark i derbyet mod F.C. København.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Daniel Wass er ikke enig – slet ikke.

Og der er tydeligvis flere ting, som Daniel Wass ikke er enig i.

Blandt andet er han ikke enig i det straffespark, som F.C. København søndag fik i københavnerderbyet.

– Det er tyndt – meget tyndt, og sådan et straffespark skal jo ikke dømmes i et derby. Det var meget tyndt, men sådan er det, det sker nogle gange og heldigvis har vi en god målmand, lød det fra Wass, der også havde overskud til at drille målmands Mads Hermansen:

– Man har jo lov til at være heldig, lød det med et stort og tydeligt ironisk smil fra Wass, som dog var hurtig til at glatte ud:

– Han er en god målmand, og det viser han igen i dag.

Mål og Highlights: Se Brøndby slå F.C. København i Parken efter straffesparksredning

Straffesparket søndag var dog ikke det eneste, Daniel Wass ikke var enig i. Den alsidige Brøndby-veteran ser tydeligvis heller ikke på tingenes tilstand på samme måde som særligt én ekspert hos Viaplay.

– Vi har fået meget røg, og I (Viaplay, red.) har også en ekspert, der har været meget efter os, så jeg glæder mig til at høre, hvad han har at sige, når han skyder i øst og vest hele tiden, så det er dejligt at vinde her og vise jeres ekspert, at vi stadig er et godt hold, sagde Wass efter kampen til Viaplay.

Selv ville Wass ikke uddybe mere præcist, hvilken ekspert der er tale om.

Brøndby er efter fem kampe i mesterskabsspillet i en position, hvor det hovedsageligt er æren, de spiller for. Den må man i dén grad sige, at de tog med fra Parken søndag, da de for første gang siden oktober 2021 slog ærkerivalerne.

Med sejren søndag er sæsonens indtil nu tre derbyer sluttet med henholdsvis én F.C. København-sejr, én uafgjort og én Brøndby-sejr.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P