Helt lige: To overtidsscoringer da AS Roma og AC Milan delte
En kamp der stort set hele vejen igennem så ud til at skulle ende målløst gik i overtiden amok, og nu er AS Roma og AC Milan lige på både point, målscore og indbyrdes opgør.
De ligger, næsten, helt lige side om side i tabellen med 57 point, for lørdag blev det til ét point til hver.
Pointfordelingen så kampen igennem ud til at ende med et kompromis, da AS Roma lørdag tog imod AC Milan hjemme på Stadio Olimpico, men 1-1-resultatet var ikke desto mindre ganske overraskende.
Mens milaneserne kampen igennem var spildominerende, så var det romerne, der kom frem til de største chancer, men da kampen gik ind i overtiden, stod der fortsat 0-0.
Derfor lignede det også en sejrsscoring, da engelske Tammy Abraham lagde bolden ind bag AC Milan-målmand Mike Maignan i samme sekund, som stadionuret rundede 93 minutter.
Efter 96 minutters spil var der dog ingen romere, der fulgte med belgiske Alexis Saelemaekers, der pludselig stod helt alene med Rafael Leaos indlæg ved bagerste stolpe og let kun halvflugte udligningen ind via Rui Patricio i Roma-målet.
Juventus’ 15 point: Mourinho havde set den komme – Det er trods alt ItalienMed pointdelingen formår ingen af de to mandskaber at indhente Juventus, der i sidste uge fik 15 point tilbage.
Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at det næsten er helt lige mellem de to klubber i tabellen.
Både AS Roma og AC Milan har 57 point. I Italien er første tiebreaker ved pointlighed indbyrdes opgør, og efter den sene udligning lørdag, er begge sæsonens indbyrdes kampe endt uafgjort.
Dermed er det målscoren, der kommer i spil, og her har begge hold et plus på 14 mål. Dermed er det AC Milans 52 scorede mål mod AS Romas 44 scorede mål, der gør, at det er de forsvarende mestre fra Norditalien, der holder fast i den fjerdeplads, der giver adgang til næste sæsons Champions League.