Tottenham-boss om Kane: Man har ret til at sige nej
Harry Kane har allerede skrevet historie i Tottenham, og i London-klubben fastholder bestyrelsesformanden, at de kan sige nej til et eventuelt salg.
Han nærmer sig med hastige skridt det sidste år på sin nuværende kontrakt.
Tottenham-angriberen Harry Kane går til juli ind i sine sidste 12 måneder på sin nuværende Tottenham-kontrakt, og det har fået rygterne om et forestående skifte til at blomstre op.
Til trods for at have snuppet titlen som klubbens alltime topscorer, så har Kane stadig til gode at vinde et trofæ med Tottenham, og på det seneste er han i særdeleshed blevet sat i forbindelse med Manchester United, der siges at være på markedet efter en angriber.
Forholdet mellem Manchester United og Tottenham er dog ikke ligefrem hjertevarm som følge af et salg af bulgarske Dimitar Berbatov helt tilbage i 2008, hvor Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, fik ry for at være en hård forhandlingspartner.
Sådan ser han ikke nødvendigvis sig selv, men han understreger samtidig, at Tottenham ikke er tvunget til at sælge nogen spillere, de har kontrakt på – heller ikke Harry Kane.
– Jeg anser ikke mig selv som en speciel forhandler eller noget i den stil, jeg handler bare i min klubs bedste interesse. Når det kommer til transfer, så handler det om magtbalance, synes jeg.
Medie: PSG vender sig væk fra Messi og mod Kane– Hvis du har en spiller, som du virkelig ikke ønsker at sælge, så har du enhver ret til at sige nej. Det handler også om spillerens karakter, om du i sidste ende føler, at du kan holde på spilleren, for vi arbejder med en holdsport – det er meget vigtigt, at vi holder sammen på holdet, sagde Daniel Levy onsdag til The Cambridge Union ifølge Metro.
Når det kommer til Harry Kane, så er der næppe nogen tvivl om, at Daniel Levy vil gøre sit for, at den engelske landsholdsanfører bliver i klubben fra Nordlondon.
– Han kan helt sikkert vinde et trofæ hos Spurs, men at være en legende er også vigtigt. Bare det faktum, at han er topscorer i Tottenham Hotspur – han skriver historie. Jeg håber, at der en dag står en statue af Harry Kane udenfor vores stadion, lyder det fra Levy.
Harry Kane står noteret for i alt 428 kampe for Tottenham. Dermed kan han med sæsonens sidste syv kampe lige akkurat ikke nå ind i top-10 over spillere med flest kampe for Tottenham. Tiendepladsen tilhører nemlig Jimmy Dimmock, som står noteret for 437 kampe. Endnu længere er der op til førstepladsen, som Steve Perryman med 866 officielle kampe for Tottenham sidder ganske solidt på.
Tidligere i denne sæson overhalede Harry Kane dog Tottenham-legenden Jimmy Greaves, som den spiller, der har scoret flest mål for klubben. Kanes måltotal lyder i skrivende stund på 273 mål mod Greaves’ 268.