3 min læsningKent Nielsen: Én ting skiller sig ud – hårdt mentalt

Kent Nielsen kigger tilbage på efteråret i Superligaen, hvor særligt mængden af kampe har været en hård prøvelse for klubben.

3 min læsning
Kent Nielsen, Silkeborg IF, Superligaen, Kent Nielsen gør status på efteråret 2022.

Tilbage i slutningen af maj stod det klart: Silkeborg IF skulle spille europæiske kampe af betydning for første gang i 21 år.

Men var man overhovedet klar til det? – De europæiske kampe, med alt hvad det indebærer.

I hvert fald giver cheftræneren hos forrige sæsons helt store overraskelse, Kent Nielsen, udtryk for, at de mange kampe har været lidt af en mundfuld i Silkeborg IF.

Det gør han, da han bliver adspurgt, hvad han vil huske efteråret 2022 for.

– Jeg tror, det blev 27 kampe på fire måneder. I forrige sæson spillede vi 34 i alt. Så det må være mængden af kampe.

– Det at skulle det med en trup og en klub, som ikke helt har været vant til det. Så ja, mængden af kampe i forskellige turneringer, siger Kent Nielsen til campo.dk.

SIF-træneren peger især på det mentale aspekt ved de mange kampe som en af de absolut største udfordringer.

– Det at spille klokken 21.00 i London, for eksempel, og flyve hjem og lægge hovedet på hovedpuden klokken 05.30 om morgenen, ud at lave lidt restitution klokken 14.00 og så begynde at indstille sig på, at “nu hedder den AaB og hvordan skal vi lige klare dem?”

– Det der skifte hele tiden – det er det, som har været udfordringen. Så er der lidt fysisk, men jeg tror stadig på, at det er den mentale del, som har været den største udfordring.

Kent Nielsen fortæller videre, at det hårde program taget i betragtning, så er man ganske fint tilfredse med udfaldet af efteråret i Silkeborg IF.

– Vi har bestået. Vi er stadig inde i Superligaen, vi er inde i Pokalturneringen og det var meget, meget tæt på, at det også blev til europæisk fodbold efter nytår. Så overordnet set er vi faktisk meget godt tilfredse.

Som cheftræneren rigtigt nok er inde på, så var det nemlig meget tæt på også at blive til europæisk fodbold i foråret.

To gange 5-0 over rumænske FCSB og flotte præstationer mod både West Ham og Anderlecht rakte dog like akkurat ikke til videre avancement i Conference League.

Men hvilke konsekvenser kan det så forventes at få for Silkeborg IF, at de nu ikke længere skal “døje” med de europæiske kampe?

– Vi har været de første til at erkende, at vi ikke har nået det absolutte fantastiske topniveau, som vi gjorde i foråret. Men vi har været klart konkurrencedygtige, og det har vi været hele vejen igennem.

– Så vores håb er selvfølgelig, at vi også kan få lagt på i vores præstationer i Superligaen.

– Men overordnet set, så synes jeg, at vi har kunnet konkurrere med alle, og jeg synes ikke, at vi har haft mange udfald, hvor vi har spillet rigtig dårlige kampe. Vi har været stabile hele vejen igennem, siger Kent Nielsen.

Kent Nielsen efter 500 kampe: Her har jeg ændret mig

Kent Nielsen og Silkeborg IF overvintrer på fjerdepladsen i Superligaen, hvor man topper gruppen af det brede midterfelt.

Første opgave i det nye år bliver hjemme mod F.C. København søndag den 19. februar.

Du kan se interviewet med Kent Nielsen i videoen øverst i artiklen.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer