VM 2022

2 min læsningEngelsk back er desperat efter spilletid: Jeg vil spille angriber, hvis det er det, der skal til

Den rutinerede engelske landsholdsback er ivrig efter spilletid ved VM - om end det så kræver en omskoling til angriber.

2 min læsning
Kieran Trippier er villig til at spille hvor som helst for Engalnd ved VM i Qatar.
Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Der sidder en fantastisk højre pote fast på Kieran Trippiers ben.

De fleste kan dog blive enige om, at den rutinerede landsholdsback ikke ville kunne vippe Harry Kane af pinden som Englands 9’er ved slutrunden.

Newcastle-backen er dog så ivrig efter en plads i den engelske startopstilling, at han ifølge ham selv er villig til at spille, hvor end den engelske landsholdstræner, Gareth Southgate, placerer ham – også som holdets spids.

– Jeg villig til at spille hvor som helst. Hvis manageren vil have mig til at spille et sted, så vil jeg give alt, hvad jeg har for holdet. (…) Om det er højreback, venstreback eller endda angriber, så vil jeg spille for mit land, fortæller Trippier til BBC.

Englænderens foretrukne position er på højrebacken, hvor han også tørner ud for Newcastle i Premier League. På landsholdet er konkurrencen om den højre dør dog noget større, end den er i det nordengelske.

– Jeg er med på, at jeg er oppe imod højrebacks af høj kvalitet, men i sidste ende er jeg bare nødt til at træne godt og vise manageren, at jeg gør alt, hvad jeg kan for at starte inde, forklarer englænderen.

Harry Maguire kommer med sit bud på VM-vinderen

Trippier er oppe imod nogle af Premier Leagues bedste backs i kampen om bagkædens højre ydrepunkt.

Trent Alexander Arnold fra Liverpool, Ben White fra Arsenal og Kyle Walker fra Manchester City kan alle udfylde rollen som højreback, selvom sidstnævnte ofte indgår i den engelske trebackkæde.

Trippier og resten af det engelske landshold begynder deres VM-kampagne allerede mandag klokken 14:00, hvor Iran venter i den første kamp i Gruppe B.

Du kan følge kampen direkte på DR1 og DRTV.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer