VM 2022

6 min læsningEfterårssæsonen i Superligaen er slut: Her er seks vigtige nedslag

Superligaen gik søndag aften på pause, hvor de sidste kampe i 2022 blev færdigspillet. Få de seks vigtigste nedslag fra efteråret lige her.

6 min læsning
FC Nordsjælland har været intet mindre end suveræne i efteråret i Superligaen
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Superligaen er slut for 2022, hvor Randers FC og FC Midtjylland søndag aften lukkede og slukkede den bedste danske fodboldrække.

Herunder kan du få de seks vigtigste Superliga-nedslag fra efteråret, hvor særligt FC Nordsjælland og Viborg FF må hyldes for en helt forrygende halvsæson.

Topholdet og guldjagt

Der var hverken mange fodboldeksperter eller fans, der havde spået, at FC Nordsjælland og Viborg FF ville være placeret som henholdvis nummer et og to i Superligaen, når efterårssæsonen var færdigspillet.

Det er dog et faktum og tilfældet efter 2022, hvor begge hold har leveret store resultater og stabile præstationer i denne sæson. Her er der tre point mellem de to hold, hvor man bare må tage hatten af for Flemming Pedersens og Jacob Friis’ arbejde i de to klubber, som man ikke andet end må regne som bejler til både guld-, sølv- og bronzemedaljer i denne sæson.

Flemming Pedersen og FC Nordsjælland fortjener i den grad anerkendelse for et forrygende efterår, hvor man kan gå på vinterpause som tophold i Superligaen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tæt jagt om topscorertitlen

Jagten på topscorertitlen i Superligaen har det med at være en tæt affære og denne sæson er ingen undtagelse. Her bejler adskillige spillere til den ærefulde titel, som topholdets Andreas Schjelderup topper hen over vinteren med i alt ti sæsonmål.

Find hele top tre herunder:

1. Ti mål: Andreas Schjelderup (FC Nordsjælland)

2. Ni mål: Jay-Roy Grot (Viborg FF) og Patrick Mortensen (AGF)

3. Otte mål: Anders Dreyer (FC Midtjylland) og Viktor Claesson (F.C. København)

Den blot 18-årige nordmand Andreas Schjelderup topper topscorerlisten i Superligaen, hvor han kan have spillet sin sidste kamp, hvis større adresser melder sig på banen i vinterens transfervindue med et tillokkende millionbud i den højere ende. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hvem fører assistlisten?

Mens Andreas Schjelderup topper topscorerlisten skal man kigge mod Brøndby IF for at finde spilleren, der topper assistlisten.

Her har Nicolai Vallys nemlig været flittigst med oplæg hidtil i sæsonen, hvor han topper denne liste med seks assists.

Find hele top tre herunder:

1. Seks assists: Nicolai Vallys (Brøndby IF)

2. Fem assists: Kasper Kusk (Silkeborg IF)

3. Fire assists: Daniel Wass (Brøndby IF), Sory Kaba (FC Midtjylland), Louka Prip (AaB), Allan Sousa (AaB) og Brian Hamalainen (Lyngby)

Nicolai Vallys er blandt få spillere, der kan være sin efterårssæson bekendt i Brøndby IF. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Rent bur

Mens FC Nordsjælland både topper tabellen i Superligaen og topscorerlisten, kan det samme siges om antallet af clean sheets. Her har Andreas Hansen og hans forsvar nemlig holdt buret rent i flest kampe.

Find hele top tre herunder:

1. Seks clean sheets: Andreas Hansen (FC Nordsjælland)

2. Fem clean sheets: Patrik Carlgren (Randers FC) og Matej Delac (AC Horsens)


3. Fire clean sheets: Lucas Lund Pedersen (Viborg FF) og Jesper Hansen (AGF), Nicolai Larsen (Silkeborg IF) og Kamil Grabara (F.C. København)

Andreas Hansen og topholdet FC Nordsjælland har indtil videre holdt buret rent flest gange i indeværende superligasæson. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

To klare nedrykningskandidater

I bunden af Superligaen ser det for alvor sort ud for både Lyngby Boldklub og AaB, som i sidstnævntes tilfælde er en kæmpeoverraskelse.

For mens mange havde forudset, at Lyngby kunne komme i alvorlige problemer, var det nok de færreste, der havde set AaB’s katastrofale efterår komme. I AaB-truppen er der nemlig masser af kvalitetsspillere, der i den grad matcher – og i flere tilfælde – overgår flere af holdene, som er placeret over nordjyderne i tabellen.

Det har bare ikke været godt nok for AaB’s vedkommende, der ikke har set den ønskede effekt efter fyringen af Lars Friis, hvor man fik den rutinerede og højtværdsatte klubmand Erik Hamrén tilbage til klubben.

Erik Hamrén skal i den grad have genfundet melodien i AaB, hvis ikke holdet skal ned i landets næstbedste række for første gang siden 1986. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Med spillere som Lars Kramer, Allan Sousa, Iver Fossum, Lucas Andersen, Louka Prip og Younes Bakiz bør holdet være til mere end Nordic Bet Liga.

Og med et transfervindue til vinter i vente, hvor der helt sikkert vil blive ledt med lys og lygte efter yderligere forstærkninger, vil det være dumt at afskrive AaB som seriøs bejler til at overleve Superligaen og undgå en nedrykning til landets næstbedste række for første gang siden 1986.

Tæt midterfelt

Hvis man tager et kig på efterårsstillingen for tabellen, er der fortsat massevis af spørgsmålstegn for ligaen, hvor der resterer fem spillerunder – og dermed 15 point at spille om – i Grundspillet.

Her er adskillige hold nemlig fortsat i spil til pladserne om top seks, hvor FC Nordsjælland, Viborg FF, F.C. København, Silkeborg IF, OB og Randers FC lige nu befinder sig.

Dog er det værd at bemærke, at det blot er tre point, der adskiller Brøndby IF på tiendepladsen til Silkeborg IF på fjerdepladsen, hvorfor man derfor slet ikke skal – eller må – afskrive FC Midtjylland, AGF, AC Horsens og de blågule som seriøse bejlere til pladserne om de eftertragtede pladser i Mesterskabsspillet og top seks.

Niels Frederiksen og Brøndby IF kan langt fra være tilfredse med deres efterårssæson, hvor de må overvintre som tredjedårligst i tabellen. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

Superligaen står nu til at blive genoptaget i midten af februar, hvor 18. runde bliver sat i gang i perioden fra fredag den 17. februar til mandag den 20. februar 2023.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer