3F Superligaen

Lyngby-profil glæder sig til turen hjem efter sæsonens første sejr: Der må gerne være en masse trafik

Lyngbys Marcel Rømer glæder sig til busturen hjem fra Silkeborg, efter det lørdag lykkedes oprykkerne at hente sæsonens første sejr.

Lyngby Boldklub, Silkeborg IF, Superligaen, Marcel Rømer.

17. gang blev lykkens gang for Lyngby Boldklub.

Således kunne de i Superligaens sidste runde inden vinter- og VM-pausen smide hænderne i vejret, efter de lørdag fik sæsonens første sejr ude mod Silkeborg IF.

Kort efter slutfløjt blev den hårdtarbejdende Lyngby-spiller, Marcel Rømer, hevet til siden for at afgive interview til Viaplay.

Her var det en ikke overraskende lettet og glad Lyngby-spiller, der beskrev sejren som en “kæmpe forløsning”.

– Vi snakkede om, at vi gerne ville give os selv en lille gave og en nogenlunde god fornemmelse at gå på ferie på, og det synes jeg, at vi gjorde.

– Hold kæft, en disciplineret indsats vi lægger for dagen. Det skal man gøre herovre (i Silkeborg, red.), for de er, undskyld mit sprog, kraftedeme gode.

Marcel Rømer sætter efterfølgende også ord på den lange stime af kampe uden sejre, som han beskriver som udfordrende.

– Der har været rigtig mange mandage, hvor vi alle sammen skulle hive os selv og hinanden op. Det synes jeg faktisk, at vi er lykkedes med, og er kommet med fornyet energi uge efter uge. Jeg synes ikke, at vi har lignet et hold, der har været i den krise, som resultaterne viser.

– Men det er en mega forløsning. Vi spiller mod et af de bedste hold i rækken i dag, og jeg synes, at vi er det bedste hold. Vi gør lige nøjagtigt det vi har aftalt, og skaber en masse chancer på omstillinger.

Med sejren og de tre point i bagagen, ser Marcel Rømer nu frem til den lange bustur hjem, som nok bliver lige dét sjovere efter lørdagens triumf.

– Der må gerne være en masse trafik, så vi kan få brugt et par timer mere i bussen. Busture hjem fra Jylland, der er det dejligt med tre point i bagagen. Dem har vi ikke haft mange af det seneste år.

Highlights: Lyngby overrasker stort og tager første superligasejr på Silkeborgs kunstgræs

Med sejren og de tre point har Lyngby nu hentet otte point i sæsonens første 17 kampe. Der er fortsat 13 point op til Brøndby på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Du kan se interviewet med Marcel Rømer i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P