3F Superligaen

AC Horsens fik ikke et ben til jorden mod FCN: Noget af det værste, jeg har prøvet

Simon Makienok var igennem en af sine værste oplevelser som fodboldspiller, da han og AC Horsens blev domineret af FC Nordsjælland.

Simon Makienok fik en af sine værste fodboldoplevelser lørdag, da FC Nordsjælland udspillede AC Horsens med 2-0.

FC Nordsjællands offensiv var igen i topform fredag aften hjemme mod Horsens.

Her forøgede Superligaens førerhold afstanden til forfølgerne i toppen af Superligaen i en kamp, hvor hjemmeholdet dominerede fra start til slut.

Highlights: FCN øger afstanden i toppen af Superligaen efter sejr over Horsens

Statistikken løj heller ikke efter slutfløjtet, da AC Horsens ikke formåede at få en eneste afslutning sendt afsted, hvorimod FC Nordsjælland var noteret for 15 af slagsen.

Simon Makienok var en del af nedturen, indtil angriberen blev udskiftet i det 81. minut, og det blev en oplevelse, der formentlig ryger direkte i glemmebogen.

– Noget af det værste, jeg har prøvet. Det er svært at sætte ord på. Vi løb efter Nordsjælland, i hvad der føltes som 400 minutter. Vi har ikke nogen chancer. Når vi har bolden, smider vi den væk – inklusiv mig selv – og det er simpelthen for dårligt, fortæller en skuffet Simon Makienok til TV3 SPORT.

Selvom FC Nordsjælland var storspillende kampen igennem, var den 31-årige spidsangriber ikke meget for at tillægge topholdet for stor del af æren. I stedet peger han på AC Horsens rædderlige præstation.

– Det viser jo selvfølgelig, at de er gode til det, de gør. Jeg synes dog, at det er vores egen fortjeneste. Vi gør dem gode. Jeg synes ikke, at vi rammer noget overhovedet. Det var vores gameplan, og vi lykkes med nul procent af det.

Med nederlaget ligger AC Horsens fortsat på 9. pladsen i Superliga-tabellen med et enkelt point ned til Brøndby og fire ned til AaB. De to klubber mødes søndag, hvor Brøndby altså kan overhale Horsens.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P