Premier League

Mikkel Damsgaard håber på mere spilletid: Må gerne blive på lørdag

Mikkel Damsgaard har tilbragt størstedelen af Brentfords kampe på sidelinjen, men hvis det var op til den danske landsholdsspiller selv, så er situationen snart en anden.

Mikkel Damsgaard er klar til at spille i Premier League.

Den danske landsholdsdarling skiftede denne sommer Sampdoria ud med Brentford efter to år i den italienske klub.

Her er det indtil videre blevet til tre indhop i sæsonens første seks Premier League-kampe for Mikkel Damsgaard, hvilket især skyldes, at han har kæmpet med efterveerne fra sin langtidsskade.

– Trænerne har haft en god plan for mig, efter jeg er kommet tilbage fra en lang skade, og de ved godt, at jeg måske lige skulle i gang igen. De bygger mig op til at kunne være klar igen og spille så mange minutter som muligt, siger Mikkel Damsgaard til campo.dk.

Den danske landsholdsspiller har tilbragt lige knap en måned i sin nye klub, og ifølge ham selv, er han nu fit for fight og klar til at spille mere end de 31 minutter, det indtil videre er blevet til i Premier League.

– Jeg føler mig rimelig klar nu, så det er op til Thomas (Frank, red.). For min skyld må det gerne blive på lørdag, men vi må se, hvad han vælger, siger han med et smil.

Foruden langtidsskaden, har det at skulle omstille sig til fodbold i Brentford og Premier League i sig selv også været lidt af en udfordring for den 22-årige kreatør.

Mikkel Damsgaard fortæller således, at der er blevet brugt en masse timer på styrketræning for at forbedre hans fysisk. Derudover har han skullet vænne sig til at træne hårdt og i et højt tempo hver dag, uden at føle sig fuldstændig smadret.

– I begyndelsen følte jeg mig godt nok træt i træningerne, men nu føler jeg, at jeg sagtens kan være med og har overskud til at lave noget ekstra efter træning – så jeg er ligesom kommet over den periode, siger han.

Brentford-dansker: Det har Christian Eriksens skifte betydet for mig

Mikkel Damsgaard og resten af Brentford gæster lørdag Southampton i Premier League.

Her skal man forsøge at følge op på den fornemme sæsonstart, der lige nu placerer ‘danskerklubben’ på en øjeblikkelig ottendeplads i den bedste engelske række.

Du kan se interviewet med Mikkel Damsgaard i videoen øverst i artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P