
Ny AaB’er har spillet sammen med Rasmus Kristensen: Han er vildt hårdtarbejdende
Rasmus Nissen Kristensen er en meget komplet fodboldspiller og et godt menneske, hvis man spørger den nye AaB-back, Kilian Ludewig, der har spillet sammen med danskeren i RB Leipzig.

Kilian Ludewig er ny mand i AaB-trøjen, hvor han er lejet for den næstkommende sæson fra RB Salzburg i Østrig.
Her har backen spillet sammen med Rasmus “NK” Kristensen, der for ganske kort tid siden blev præsenteret i Premier League-klubben Leeds.
Den 22-årige tysker er da også relativt begejstret, når samtaleemnet falder på den dynamiske danske landsholdsback.
– Han er en virkelig fantastisk gut, meget venlig og en god holdkammerat. Han arbejder hårdt og gør det godt. Han udviklede sig virkelig meget i Salzburg og opnåede skiftet til Premier League, lyder det fra Ludewig til campo.dk.

Artiklen fortsætter efter reklamen.
Til spørgsmålet om Rasmus Nissen Kristensen vil få succes i Leeds, er svaret et klart ja fra den tidligere holdkammerat Kilian Ludewig.
– Selvfølgelig, siger den nye AaB’er og uddyber:
– Han er en stærk spiller. Han er både rigtig god defensivt, men han har også mange offensive kvaliteter. Han scorede mange mål i sidste sæson i Salzburg og leverede mange oplæg – og så er han en virkelig god fyr, fortæller Ludewig afsluttende til campo.dk.

Den nye højreback i Aalborg er at finde i klubben frem til næste sommer. Han har tidligere repræsenteret klubber som FC St. Pauli, Barnsley FC, FC Schalke 04 og Willem II.