Dansk Fodbold

Danmark fik ærgerlig EM-optakt med et nederlag til Norge

I Danmarks sidste generalprøve forud for EM-slutrunden i England, tabte det danske kvindelandshold 1-2 til Norge.

Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Danmark skulle onsdag aften forsøge at følge op på den flotte sejr i Parken over Brasilien fredag aften, da det norske kvindelandshold kom på besøg på et næsten fyldt Energi Viborg Arena.

Med blot ni dage til Danmarks første EM-kamp, skulle Lars Søndergaards mandskab finpudse de sidste taktiske justeringer, inden EM løber af stablen i England. Danmark er i gruppe med Tyskland, Finland og Spanien.

I en underholdende og intens affære trak Norge det længste strå og vandt 1-2 mod Danmark.

Allerede efter 50 sekunders spil var det danske landshold på spil, da Signe Bruun sendte Danmark på sejrskurs efter et flot gennemspillet angrib, hvor hun til sidst kunne sætte panden på et indlæg.

Herefter stod der igen Danmark på menuen, da Stine Larsen, der til daglig spiller i BK Häcken, blev sendt i dybden, hvorefter bolden endte for fødderne af Pernille Harder, som desværre ikke kunne slå kapital af den pæne chance, der endte med et stolpeskud.

I takt med første halvlegs udvikling kom Norge mere og mere på bolden. Efter 35 minutters spil tilspillede vores norske naboer sig to store chancer i forlængelse af hinanden. Men Lene Christensen i det danske mål kunne afværge begge forsøg.

Efter 40 minutter brød Norge det danske opspil og fik igangsat en kontra, hvor Guro Reiten, der er holdkammerat med Pernille Harder i Chelsea, kunne se sin afrettede afslutning stryge i mål.

Dansk drømmekasse og overtidsscoring slukkede for brasilianske sambarytmer i Parken

Efter pausen kom Norge stærkest ud og afmonterede nok en gang det danske opspil efter 52 minutter. Efterfølgende satte Norge nogle flotte pasninger sammen, hvorefter bolden endte for fødderne af Guto Reiten igen, der med største selvfølgelighed kunne udplacere Lene Christensen i det danske mål.

Danmark havde svært ved at genfinde formen fra kampen mod Brasilien, hvorfor det ofte blev lige ved og næsten for Lars Søndergaards tropper.

Som anden halvleg skred frem satsede det danske mandskab mere og mere og tilspillede sig flere fine chancer.

I det 82. minut havde Pernille Harder en friløber mod den norske målmand, som kom på tværs af en dribling fra den danske stjerneangriber.

Flere mål blev det ikke til i Viborg, og det danske kvindelandshold kan nu fokusere på den første EM-kamp mod Tyskland den 8. juli.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P