Silkeborg-stjerne bejler til FCK: Jeg er jo fra Østerbro
Nicolai Vallys blev kåret som årets profil, nu ligger han an til et skifte, der godt kan sende ham mod de nykårede danske mestre.
Nicolai Vallys har i denne sæson fået sit helt store gennembrud i Superligaen.
Hos Silkeborg har han sammen med Nicklas Helenius og Sebastian Jørgensen udgjort en farlig fronttrio, der tilsammen har scoret 38 mål.
Det har også gjort Vallys til et varmt navn på transfermarkedet. Den 25-årige Silkeborg-spiller er ikke meget for at lukke nogen døre, og han åbner endda op for et skifte til en Superliga-konkurrent.
– Jeg kunne godt tænke mig et eventyr. Men jeg vil ikke udelukke et skifte her i Danmark, men det skal være monsterfedt, hvis jeg skal skifte til en anden klub end Silkeborg i Danmark, siger Vallys, før han konkret udtaler sig om muligheden for et skifte til F.C. København.
– Jeg er jo fra Østerbro! Jeg vil helst ikke sætte for mange klubber på, hvad der kan være muligt for mig, siger Vallys med et skævt smil.
Efter en kåring som forårets profil i Superligaen og med halvandet år tilbage af kontrakten, så er det ikke umuligt, at Silkeborg ender med at sælge Vallys i det kommende transfervindue.
Tidligere har Silkeborg sendt Robert Skov til samme adresse på Østerbro.