DBU melder klart ud: Vil ikke spille mod Hviderusland
Den administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, fortæller torsdag aften, at det danske landshold på nuværende tidspunkt ikke vil kunne spille landskamp imod Hviderusland.

Torsdag indførte UEFA sanktioner imod Hviderusland, der har valgt at støtte Rusland under deres invasion af Ukraine. De sanktioner lød på, at Hvideruslands klubber og landshold for nu kun må spille deres internationale kampe på neutral grund.
De sanktioner finder DBU dog ikke tilstrækkelige, og de vil derfor fortsætte dialogen med UEFA, så hviderusserne vil blive straffet hårdere for deres alliance med Rusland. Det fortæller DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, til TV2 Sport.
– Vi vil tale videre med UEFA om det her, for det, synes vi ikke, er en tilstrækkelig løsning.

– DBU har tiltro til, at UEFA kommer til at træffe flere beslutninger, som de gjorde sidst, hvor det også gik stærkt fra neutral bane til udelukkelse af Rusland, og vi vil afsøge mere dialog med UEFA for at hjælpe dem med at træffe den beslutning.
– For som situationen er lige nu, kan man ikke spille landskampe mod hviderussiske landshold – ej heller på neutral bane.
Derudover kalder DIF, Dansk Idrætsforbund, også UEFA’s beslutning for ærgerlig, da de siden Ruslands invasion har appeleret til en udelukkelse af russisk og hviderussisk sport.













