Medie: AGF på rov hos Ajax
AGF ser for første gang i indeværende transfervindue ud til at være en smule aktive på markedet. Aarhusianerne ser ud til at forstærke sig med en spiller fra den hollandske storklub Ajax.
Endnu er det ikke blevet til debut på Ajax’ førstehold for 19-årige Eskild Dall, der kan være på vej til AGF.
Det er danske Ekstra Bladet, der mener at kender til den forestående lejeaftale, der sender Dall fra Amsterdam i Holland til Aarhus i Danmark.
Læs også: AGF-profil om kontraktudløb: Har ikke besluttet mig for noget som helst
Eskild Dall kom til Ajax fra Silkeborg IF i 2020 for en transfersum, der angiveligt skulle have ligget i underkanten af fem millioner kroner, men da han på det tidspunkt var under 18, kunne Ajax kun udstyre ham med en treårig kontrakt, og det kan nu komme AGF til gode.
Det betyder nemlig, at Dalls nuværende kontrakt i Ajax udløber i sommeren 2023, og dermed vil der kun være ét år tilbage af kontrakten, når den mulige lejeperiode i Aarhus udløber til sommer.
Dall har endnu sin debut til gode på Ajax’ første- og andethold, mens angriberen har scoret fem mål i otte kampe for Ajax’ U18-hold i efteråret.
Dall har desuden repræsenteret både det danske U16, U17, U18 og senest U19-landshold, og i AGF bliver han genforenet med den agent, der i sin tid var med til at få skiftet til Ajax i stand. Det var nemlig Jesper Ørskov, der siden april har været talentchef i AGF.