Medie: Byttehandel kan sende Jönsson til spansk storklub
Jens Jönsson har kontraktudløb i spanske Cadiz til sommer, og det forsøger Valencia ifølge AS nu at udnytte til at bringe danskeren til Spaniens tredjestørste by.
Jens Jönsson går formentlig med en drøm om at komme med til VM til november.
Den 29-årige midtbanespiller har allerede fem landskampe på cv’et, hvoraf de tre er kommet i VM-kvalifikationen. Der er dog næppe nogen tvivl om, at der vil blive lagt endnu mere mærke til Jönsson og dennes kvaliteter, hvis han tørnede ud for en større klub, end det lige nu er tilfældet i LaLigas økonomisk set tredjemindste klub Cadiz.
Læs også: Endnu en Brøndby-spiller til Norge – kan præsenteres om få dage
Skal man tro den spanske avis AS, er det lige netop et skifte til en markant større klub, der er under opsejling for Jönsson, som de eftersigende skulle være særdeles interesserede i hos Valencia.
Valencia skulle ifølge AS have sendt et bud til Cadiz, der sender angriberen Manu Vallejo i den modsatte retning, og det bud skulle de lige nu tygge på hos den andalusiske klub.
Ifølge avisen skulle Jens Jönsson igennem sin agent have gjort Cadiz opmærksom på, at han ønsker at forlade klubben allerede i dette vindue, og det skulle klubben angiveligt have accepteret.
Skulle skiftet gå igennem, vil Jens Jönsson blive holdkammerat med landsmanden Daniel Wass, som dog rygtes på vej væk fra klubben.