Ihler om AGF-fremtid: Jeg sparker den ind, når jeg får chancen
Frederik Ihler har fået en kontrakt med AGF frem til udgangen af 2024, og det har han tænkt sig at udnytte. Den 18-årige angriber vil vise, hvor farlig han er inde i feltet.
AGF har haft store problemer med at score mål i efterårssæsonen i Superligaen. Faktisk er det kun blevet til 15 mål, og dermed har kun SønderjyskE scoret færre mål end AGF.
Klubben fra Aarhus har i jagten på flere mål skrevet under på en tre-årige kontrakt med det unge angrebstalent, Frederik Ihler, der kommer op fra klubbens U19-hold, og han har målet helt klart for den kommende tid.
– Jeg ved ikke, hvor meget spilletid jeg får endnu. Men jeg kommer til at arbejde stenhårdt for at få spilletid og score mål, og jeg ved godt, der er forskel på ungdomsfodbold og Superliga. Men hos mig kan man forvente hårdt arbejde, og jeg er en dybdeløber, der elsker at true bagrummet og være en irriterende angriber for modstanderen.
Læs også: HELE familien Bjørnebye er tilfreds med AGF-signing
Sådan beskriver Frederik Ihler sig selv overfor campo.dk, og når han en dag trækker den hvide trøje over hovedet på Ceres Park, er der også mål i farvandet.
– Jeg har god fart, og så er jeg bare god foran mål. Jeg er klinisk, og jeg sparker den ind, når jeg har chancen, siger Ihler.
Og mens mange andre fodboldspillere drømmer om de største ligaer og de største klubber i verden, er Frederik Ihler lidt mere fokuseret på sin nuværende klub.
– Mine drømme lige nu er at komme ind på AGF-holdet og score en masse mål. Jeg vil slå mit navn fast i AGF, siger Ihler til campo.dk.
Frederik Ihler skal spille sæsonen færdig for AGF’s ungdomshold sideløbende med at han træder ind i førsteholdstruppen under David Nielsens vinger.