Lindelöf-exit gjorde David de Gea bekymret: Det mindede om Eriksen
Tobias Lindelöf stod efter en nærkamp foroverbøjet og havde svært ved at få luft. Det bekymrede både med- og modspillere, som ikke kunne forstå, hvad der var sket.

Tobias Lindelöf måtte forlade lørdagens sene kamp mod Norwich efter godt en times spil, da han ikke kunne få luft. David de Gea var tæt på situationen, og meget bekymret efter kampen.
– Når du ser spillere sådan, der har det lidt… Jeg ved ikke, hvad der er i vejen, men vi har allerede set Christian Eriksen. Det er ikke altid let at se spillere have det sådan, og så er det bedre at skifte ud, sagde de Gea i interview efter kampen.
– Han havde problemer med at trække vejret, og noget var mærkeligt.
Ralf Rangnick har efter 1-0 sejren oplyst, at den svenske forsvarsspiller har gennemgået flere tests og har det okay.













