7 min læsningAlbæk: Nedrykning har tidligere virket som en umulighed for SønderjyskE, men nu er det anderledes

Mads Albæk har været SønderjyskE-spiller siden 2019, hvor han har fungeret som én af kulturbærerne. Vi har interviewet ham om klubbens forfatning, lederrollen, trænerrelationerne og fremtidsplanerne.

7 min læsning
Mads Albæk Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

31-årige Mads Albæk har spillet for SønderjyskE siden 2019, hvor han blev hentet til klubben af Glen Riddersholm. I de seneste sæsoner har han fungeret som en af de bærende kræfter på holdet, der kæmper om superligaoverlevelse. I et længere interview kommer vi omkring klubbens nuværende forfatning, hans lederrolle og om fremtidsplanerne.

Siden 2020 har Albæk oplevet en stor omvæltning i det sønderjyske, efter der kom en ny amerikansk ejerkreds til klubben, som vinkede farvel til Riddersholm, bragte en mindre succesfuld Michael Boris ind, der allerede er fortid, og for tiden er det så Simon Poulsen, der fungerer som konstitueret cheftræner for Haderslev-mandskabet.

I mellemtiden er Esben Hansen blevet præsenteret, som den nye sportsdirektør i klubben med virke fra næste måned. Han skal – sammen med den næste manager, som han står for ansættelsen af – forsøge, at vende skuden for de hårdtprøvede spillere i lyseblåt.

Det har campo.dk interviewet Mads Albæk om, som efterhånden er én af få danske kulturbærere i SønderjyskE, der skal agere som en form for Rockwool i det sønderjyske fundament med henblik på at sikre klubben overlevelse i Superligaen, hvor de per nuværende sidder på en 11. plads med seks point op til FC Nordsjælland og ét point ned til Vejle på sidstepladsen.

Mads Albæk i hovedstødsduel med AaB’s Magnus Christensen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Er det ren utopi at tro på, at SønderjyskE bliver oppe i Superligaen?

– Det er det ikke, og det prøver vi at minde hinanden om i dagligdagen. Der er jo trods alt mange point at spille for efter vinterpausen, hvor vores klare mål skal være, at minimere hullet op inden vi begynder på nedrykningsopgørene, siger Albæk til campo.dk tirsdag og tilføjer:

– Men selvom vi er vant til at spille om overlevelse, er der mange nye spillere i truppen, der ikke har de erfaringer. Der er mange ledere og vitale folk i truppen, der har forladt os. Og derfor er det en anden situation for klubben, end det har været tidligere. Det var som om, at det engang var umuligt for SønderjyskE at rykke ned, men nu kan man mærke, at det er det lidt anderledes. Så det er jo vigtigt, at vi at ærlige omkring det og indser det, pointerer han.

Du er en af de danske kulturbærere i SønderjyskE, hvordan har du det med den rolle, når klubben for tiden lider resultatmæssigt?

– Det har jeg det fint med. Jeg har spillet mange kampe, som både anfører på ungdomslandsholdene gennem tiden og som viceanfører i FC Midtjylland. Det er jo noget, man lærer at tackle. Både når det går godt og dårligt, siger Albæk til campo.dk og uddyber:

– Vi spiller lige en tand for langt nede (i Superligaen, red.) efter min smag. Det er jo også nyt for mig, så det skal jeg være parat til at acceptere. Igennem min karriere har jeg befundet mig markant højere oppe i de ligaer, hvor jeg har spillet. Så på den måde er det nyt for mig, hvis man kigger på, hvordan det går lige pt., forklarer midtbaneslideren.

Kan du fortsat fokusere på dit eget spil, selvom du skal være en af dem, der tager det store ansvar qua din erfaring?

– Ens præstationer kan jo godt lide et knæk. Men jeg er jo ikke en individuel spiller, så jeg går ikke så meget op i min egen præstation er tip top hver gang. Jeg tænker mere på holdet som helhed. For min skyld kan jeg godt performe dårligere, så længe der kommer flere point på kontoen.

Hvis ikke i skal rykke ud, hvem ser du så som nedrykningskandidater?

– Jeg er ligeglad. Jeg har ingen præferencer, så længe det ikke er os. Skulle det være nogen, må det være FCN, selvom de spiller noget inspirerende fodbold, mens vil selvfølgelig vil gøre alt for at holde Vejle under os fortsat. Vi skal bare spille i Superligaen, nuancerer midtbaneprofilen, der sætter et par ord på tiden under Michael Boris:

– Der var tiltro til Boris. Han var en vellidt og sympatisk træner, der var ærlig omkring sine dispositioner, så på den måde var det i bund og grund en fin mand, men hans trænerprofil passede bare ikke ind, så der skulle ske noget, indrømmer Albæk.

Ny træner efter vinterpausen
Hvad tænker du om den nye træner, som jeres nyansatte sportsdirektør Esben Hansen skal ud og finde?

– Vi har alt at spille for til næste år, så jeg håber, vi for en træner med noget perspektiv i. Jeg ser ikke nogen idé i, at bringe en brandslukkertype ind og spille betonfodbold. Så at få en træner ind med mere fremtidsperspektiv i, som samtidigt ved, hvad det kræver at sikre overlevelse vil være godt. For at blive oppe er den største målsætning for tiden, forklarer han og supplerer om rygterne om en mulig ansættelse af en dansk træner i form af Henrik Hansen eller Jakob Michelsen:

– Jeg tror klubben (og særligt ejerne, red.) har indset, at det er nødvendigt med noget dansk islæt i trænerstaben. Nu har man hentet en dansk sportschef i Esben Hansen, som i mine øjne er en super ting, understreger den 31-årige Albæk.

En af Riddersholms drenge
Det var Glen Riddersholm, der i sin tid hentede midtbanedynamoen til det sønderjyske, men nu blæser der nye vinde i Haderslev, som har fået nye amerikanske ejere. En ejerkreds, der har ansat den tidligere OB-profil Esben Hansen, som sportsdirektør i klubben, og som har fået til opgave at finde klubbens tredje træner på blot ét år.

Hvordan har du det med, at Glen Riddersholm ikke længere er at finde i SønderjyskE?

– Jeg vidste den dag, hvor jeg skrev under med klubben, at tingene vil gå hurtigt i fodbold. Jeg kunne blive solgt eller han kunne blive fyret, så sådan er det. Men det er klart, at jeg var ked af, at han blev afskediget. Klubben var på vej i en god retning, så det var ærgerligt, at det gik den vej, siger Albæk og understreger det tætte bånd til Glen Riddersholm, som netop har været med til sønnens barnedåb.

Tror du, sådan ret hypotetisk, at klubben havde ligget et helt andet sted i tabellen, hvis han stadig var cheftræner for jer?


– Det korte svar er ja, fastslår han overfor campo.dk.

Download Campo app Download Campo app Download Campo app

Det udenlandske CV – og drømmen om varmere himmelstrøg
Mads Albæk har igennem karrieren spillet på nogle store adresser i Tyskland, Frankrig, Sverige og Danmark, hvor det er blevet til mere end 300 førsteholdskamp sammenlagt for klubberne FC Kaiserslautern, IFK Göteborg, Stade Reims, FC Midtjylland og nu SønderjyskE, hvor han har kontrakt frem til sommeren 23′.

Om fremtiden efter kontraktudløbet bringer Albæk til udlandet på ny, vil han ikke afvise på nuværende tidspunkt.

– Nej, jeg kunne da godt have drømmen om, at komme ud igen og få nogle flere oplevelser. Så det er jeg slet ikke afvisende overfor. Skal jeg selv vælge, vil jeg da gerne af sted. Men man er jo ikke altid selv herre over det, understreger han og fortsætter:

– Det kunne godt være en tur til Grækenland, Cypern eller noget helt tredje. Jeg er åben for det meste, afslutter den karismatiske midtbanespiller til campo.dk.

Mads Albæk har i karrieren været stærkt involveret i landsholdsfodbolden på ungdomsplan, hvor han opnåede 50 kamp for diverse U-landshold, mens han fik sin enlige A-landsholdsdebut i en kamp mod Mexico under Morten Olsen tilbage i 2013.

Læs også: Kulturbærer i SønderjyskE: Det handler kun om overlevelse – og anføreren vil lede vejen

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer