3F Superligaen

Peter Sørensen: Vi har været både pædagoger og psykologer

Vejle Boldklub havde et markant bedre udtryk i søndagens kamp mod Brøndby IF, end det var tilfældet i det forsmædelige 6-0-nederlag til OB forud for landsholdspausen. De 16 dage imellem de to kampe har da også været vanskelige, erkender Vejles cheftræner.

Peter Sørensen og Vejle Boldklub har en vanskelig opgave foran sig, hvis de skal overleve i Superligaen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det så længe ud til, at Vejle ville tage point og måske endda alle tre i søndagens udekamp mod Brøndby, men med to sene scoringer løb hjemmeholdet alligevel med sejren.

Der er dog stor forskel på et smalt 3-2-nederlag i Brøndby og så det 6-0-nederlag i Odense, som Vejle gik på landskampspause med. I den mellemliggende periode har den da også stået på genopbygning i Vejle.

– Der var meget, der skulle repareres, og der var meget selvransagelse – i øvrigt også på trænerkontoret. Vi har arbejdet tæt på i døgndrift, og vi har nærmest været både pædagoger og psykologer, alt imens vi kun har forstand på fodbold. Vi har gjort vores bedste, og det gælder over hele linjen, fortalte cheftræner Peter Sørensen efter søndagens nederlag til Canal9.

– Det har været en vanskelig opgave for spillerne, for det at være ramt efter at have tabt så stort, som vi gjorde mod OB, det er bare vanskeligt, for man er ramt på sin ære og ramt på sin stolthed, og det er i forvejen et lidt skrøbeligt fundament vi står på, lyder det ærligt fra den 48-årige træner.

Peter Sørensen og Vejle Boldklub er isoleret i bunden af Superligaen, hvor det blot er blevet til to point i sæsonens første 12 kampe.

Læs også: Vejle-anfører: Lige nu er det ikke sjovt

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P