Europæisk Fodbold

Messi underspiller: Seks klubber er større favoritter til Champions League end os

Hos bookmakerne er Manchester City, Bayern München og Paris Saint-Germain nogenlunde lige store favoritter til at vinde Champions League, men det er Lionel Messi ikke enig i, og argentineren ser seks mandskaber, der har bedre muligheder end han selv og PSG.

Lionel Messi ser ikke PSG som favoritter i Champions League. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Når man har en angrebstrio bestående af Neymar, Kylian Mbappé og Lionel Messi, og de desuden flankeres af spillere som Marco Verratti, Sergio Ramos og Gianluigi Donnarumma, så går man ikke ind til mange kampe eller turneringer som underdog.

Det er dog lige præcis det prædikat, Lionel Messi vil sætte på sig selv og Paris Saint-Germain. Den lille argentiner mener nemlig ikke, at den franske storklub er blandt de absolutte favoritter til at løbe med Champions League-trofæet denne sæson.

Læs også: Verratti dedikerer sig til Paris: Jeg vil blive for altid

– Det er rigtigt, at PSG er centrum for opmærksomheden, men der er andre meget stærke hold som Chelsea, de to Manchester-klubber, Real Madrid, Inter og Bayern München, siger Lionel Messi ifølge The Mirror til franske l’Équipe og uddyber:

– Vi har stærke individualister, men vi skal stadig lære hinanden at kende for at blive et hold. For at vinde vigtige titler skal man spille som et hold. Det er det, der får mig til at sige, at vi stadig er et skridt efter alle de klubber, som har mere kollektiv erfaring end os,  lyder det fra den lille argentiner.

Paris Saint-Germain har lagt fra land i årets Champions League med en uafgjort mod Club Brïgge samt en sejr over Manchester City.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P