3F Superligaen

Ung Silkeborg-forsvarer får chancen i tysk testkamp

I Silkeborg IF bruger de landskampspausen på at tage syd for grænsen, hvor 2. Bundesligaklubben Holstein Kiel venter i en testkamp torsdag. Cheftræner Kent Nielsen giver chancen til flere af klubbens unge spillere.

18-årige Alexander Busch starter inde, når Silkeborg IF torsdag møder Holstein Kiel. Foto: Silkeborg IF

I Silkeborg afgiver de ikke så mange spillere til diverse landshold, som det er tilfældet i andre af Superligaens klubber.

Oprykkerne har med undtagelse af islandske Stefán Teitur Thórdarson, armenske André Calisir og den danske U21-landsholdspiller Rasmus Carstensen fuld trup de kommende dage, og det udnytter klubben fra Søhøjlandet til at tage en tur til Kiel, hvor 2. Bundesligaholdet Holstein Kiel venter i en testkamp torsdag.

Kampen giver mulighed Kent Nielsen mulighed for at se unge og relativt uprøvede kræfter an, og blandt andre den 18-årige forsvarsspiller Alexander Busch får chancen fra start i kampen.

– For flere af vores spillere giver det en mulighed for at vise sig frem på en større scene og med en større udfordring end reserveholdskampene, og vi har da også en række unge spillere med, der her kan snuse lidt mere til tingene, siger cheftræner Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

– Landskampspauserne er ofte gode til at holde hele truppen skarp, og en træningskamp som den her kan også gøre, at flere spillere kan holde sig til ilden. Vi møder i Holstein Kiel en kompetent modstander, som er på Superliga-niveau, og det giver bare noget andet at spille mod nogle andre end dem, vi plejer at møde, lyder det fra Kent Nielsen.

Holstein Kiel var i sidste sæson to point fra direkte oprykning til Bundesligaen. Den nordtyske klub har den tidligere Tottenham-spiller, Lewis Holtby, i truppen, ligesom danske Mikkel Kirkeskov slår sine folder i klubben.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P