Premier League

Rice lægger United og Chelsea på køl: Man kan se det på min præstation

Declan Rice har af flere omgange været rygtet til større klubber end West Ham, men den 22-årige midtbaneprofil har det fint, hvor han er.

Declan Rice spillede samtlige kampe for England under sommerens EM-slutrunde. Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix

Han har af mange været udtænkt som den manglende brik i Ole Gunnar Solskjærs puslespil, og også Chelsea skulle angiveligt have været interesseret.

Den engelske midtbanespiller Declan Rice har stadig tre år tilbage af sin kontrakt med West Ham, og selvom han altså med jævne mellemrum rygtes til adresser langt større end West Ham, så maner hovedpersonen nu selv de rygter i jorden.

– Alle ved, hvordan jeg føler for West Ham, og hvordan jeg har det med at spille for manageren. Man kan se på min præstation, at der ikke foregår noget, og at der ikke er noget, der bekymrer mig. Mit eneste mål er i øjeblikket at gå ud og spille for klubben, siger Rice til Evening Standard-reporten Jack Rosser.

Declan Rice repræsenterede adskillige irske ungdomslandshold, og han nåede endda at debutere for det irske landshold, inden han i 2019 vendte på en tallerken og i stedet valgte at repræsentere England på landsholdsplan.

Det skifte gjorde ham selvsagt ikke populær på ’Den grønne ø’, og måske derfor forsøger han nu at forsikre West Hams fans om, at et lignende skifte på klubniveau ikke ligger ligefor.

– Ja jeg tror, vi kan opnå fine ting. Til fansene; I kan se, hvor glad jeg er for dette hold, der er ikke så meget mere at sige, lyder det fra Rice.

Declan Rice vurderes af mediet Transfermarkt at have en markedsværdi på 70 millioner euro, men West Ham menes at forlænge 20-30 millioner euro yderligere, hvis de skal slippe holdets stjernefrø før tid.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P