Premier League

Carabao Cup: Favoritsejre til alle Premier Leagues storhold på nær ét

Hverken Liverpool eller Manchester City havde problemer med at spille sig videre i Carabao Cuppen, da de med storsejre sikrede videre avancement. Fire Premier League-klubber var dog i større problemer, og et storhold måtte overraskende se sig slået.

Både Minamino og Origi kom på tavlen for Liverpool. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

Der skulle tirsdag aften findes ti hold til Carabao Cuppens ottendedelsfinaler, og både Manchester City og Liverpool gjorde kort proces.

På besøg hos Premier League-kollegaerne fra Norwich spillede Liverpool sig på to scoringer af japanske Takumi Minamino og et enkelt af Divock Origi sikkert videre.

Mindst lige så sikkert var de engelske mestre fra Manchester Citys avancement. ’The Citizens’ kom godt nok bagud til upåagtede Wycombe, men med tre mål i første og tre mål i anden halvleg blev sejren alligevel ganske komfortabel.

Andetsteds udraderede Thomas Franks Brentford Oldham med hele 7-0.

Det var dog ikke alle Premier League-mandskaberne, der formåede at komme videre. Lidt nord for London måtte Watford nemlig se sig slået af Stoke City.

Også Everton måtte noget overraskende se sig slået, da de på besøg hos Queens Park Rangers skulle helt ud i straffesparkskonkurrence for at sikre videre avancement. Det lykkedes dog ikke for de blå fra Liverpool, da Tom Davies brændte holdets ottende forsøg fra pletten, mens QPR scorede på alle sine forsøg.

Championship-mandskabet Preston North End spillede sig sikkert videre med en sejr over League One-mandskabet fra Cheltenham. Her kom Hobro-drengen Emil Riis på tavlen, da han i overtiden gjorde det til slutresultatet 4-1 for hjemmeholdet.

Tirsdagens resultater i Carabao Cuppen:
Brentford 7-0 Oldham
Burnley 4-1 Rochdale
Fulham 0-0 Leeds*
Manchester City 6-1 Wycombe
Norwich 0-3 Liverpool
Preston 4-1 Cheltenham
*QPR 2-2 Everton
Sheffield U. 2-2 Southampton*
Watford 1-3 Stoke
Wigan 0-2 Sunderland

*Videre efter straffesparkskonkurrence

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P