VM 2022

1 min læsningOfficielt: Vejle henter erstatning for Faghir

Den 27-årige montenegrinske angriber Luka Djordjevic skifter til Vejle Boldklub. Det bekræfter klubben her til aften på deres hjemmeside.

1 min læsning
Luka Djordjevic
Luka Djordjevic der bliver præsenteret på stadionet i Nørreskoven. Foto: vejle-boldklub.dk.

Efter salget af Wahid Faghir på transfervinduets sidste dag, har der været spekulationer om, hvem der skulle overtage pladsen i Vejles angreb.

Vejle har nu hentet endnu en angriber, nemlig 27-årige Luka Djordjevic i Lokomotiv Moskva. Han skal dermed kæmpe om pladsen som Faghirs afløser. Tidligere i det nu afsluttede transfervindue har klubben fra Nørreskoven også erhvervet sig to andre angribere i Andrés Ponce og Dominic Vinicius.

Den nyerhvervede montenegriner virker dog klar til udfordringen og fortæller selv:

– Jeg er glad for, at Vejle Boldklub ser mine kvaliteter, og nogle gange sker der ting i fodbold, der gør, at man ender det rigtige sted ad snørklede veje. Lige fra den første henvendelse fik jeg et godt indtryk af klubben, faciliteterne og menneskerne. Nu vil jeg gøre mit ypperste for at bevise, at jeg er den angriber, der skal hjælpe klubben væk fra bunden, siger Luka Djordjevic til vejle-boldklub.dk.

Derudover er Djordjevic motiveret for at vise sine kvaliteter til klubbens fans:

– Jeg glæder mig til at møde klubbens fans, og de videoer, jeg har set fra stadion, og mit møde med fans i byen vidner om dedikation og kærlighed til holdet. Det glæder jeg mig til at opleve på stadion, når jeg har scoret i den røde trøje, siger Luka Djordjevic til vejle-boldklub.dk.

Den 27-årige angriber, der tidligere har spillet i klubber som Zenit Skt. Petersborg og Sampdoria, kan se frem til at spille sin første kamp for klubben fra Trekantsområdet søndag den 12. september på udebane mod AGF.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer