VM 2022

2 min læsningMessi sagde op men fik ikke lov – her er hans opsigelse

Lionel Messi forsøgte for et år siden at opsige sin kontrakt med FC Barcelona, men klubbens daværende præsident ville ikke imødekomme forespørgslen, og så endte den argentinske stjerne i første omgang med at blive. Nu har spanske medier fået indsigt i Messis opsigelses-fax.

2 min læsning
Lionel Messi FC Barcelona
Lionel Messis fax med opsigelse er blevet offentliggjort. Foto: Miguel Gutierrez/AFP/Ritzau Scanpix

Lionel Messi kom til FC Barcelonas akademi i sommeren 2000, og mens de første 20 år gik som en drøm, blev det sidste år en del mindre rosenrødt.

Forud for sin sidste sæson i den spanske storklub florerede rygterne længe om, at Messi var blevet træt af tilværelsen i Barcelona og ville videre. Rygterne blev ved med at tiltage, og i august kunne flere medier berette om, at Messi ville udnytte en klausul i sin kontrakt, der gjorde, at han kunne opsige aftalen, såfremt det skete indenfor ti dage efter sæsonafslutningen.

19-20-sæsonen blev dog ændret markant på grund af covid-19-pandemien, og derfor var der uenighed om, hvornår sæsonen juridisk sluttede. Messi og hans folk mente, at det måtte være efter sæsonens sidste kamp, som for Barcelonas vedkommende var det forsmædelige 2-8-nederlag til Bayern München den 14 august.

Nu er flere spanske sportsmedier, blandt andet Mundo Deportivo, kommet i besiddelse af det brev – eller rettere den fax – som Messi sendte til daværende klubpræsident Josep Maria Bartomeu ti dage efter Champions League-nederlaget.

– Hermed, og i overensstemmelse med klausul 3.1 i kontrakten d. 25. november 2017, indgiver jeg mit ønske om at afslutte min kontrakt som professionel fodboldspiller med effekt fra den 30. august 2020.

– Jeg forstår, at tidsrammen for den førnævnte klausul skal tolkes ud fra de exceptionelle omstændigheder, som  2019-20 sæsonen er spillet under på grund af covid-19-pandemien.

– På grund af disse særlige omstændigheder sluttede sæsonen i går, mens den for vores hold sluttede den 15. august, da vi returnerede til Barcelona efter vores eliminering fra Champions League om aftenen den 14. august.

– Under alle omstændigheder, indenfor ti dage fra sæsonens afslutning, og derfor i overensstemmelse med den aftalte deadline for den førnævnte klausul 3.1, som skal tolkes med tanke på de ekstraordinære omstændigheder for 2019/20-sæsonen, udøver jeg min ret til at opsige min kontrakt med effekt fra den 30. august 2020.

– Med venlig hilsen, Lionel Andres Messi.

Lionel Messi endte som bekendt med at blive i FC Barcelona en ekstra sæson, da klubben ikke mente, at den omtalte klausul skulle ses i forhold til de specielle omstændigheder for 2019-20-sæsonen.

Timeline

Notifications

ANNONCE


Notifikationer