1 min læsningDelaney glæder sig til udsolgt Parken: Det er nok til at få os op at støde

Danmark møder tirsdag Israel i Parken, og Kasper Hjulmands tropper kan med en sejr spille sig så tæt på VM-kvalifikation, at kun et totalt sammenbrud i de sidste fire kampe kan forhindre det. For Thomas Delaney er det at spille for et fyldt Parken dog nok i sig selv.

1 min læsning
Thomas Delaney kommer op at støde over at skulle spille for fulde huse i Parken.
Thomas Delaney kommer op at støde over at skulle spille for fulde huse i Parken. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

At det danske landshold har gang i noget stort, blev tydeligt for enhver ved sommerens EM-slutrunde.

Formen er fortsat efter EM, hvor det, til trods for en lidt sløj indsats mod Færøerne, er blevet til to sejre og to gange clean sheet. Det er dog ikke kun på selve landsholdet, at formen er god. Også i det danske fodboldland er opbakningen blevet ved, og det lægger spillerne mærke til.

– Det er fantastisk. Det er en kæmpe forskel, vi spillere mærker. Det giver motivation at skulle møde Israel i et fyldt Parken, med al respekt for Israel, så havde der ikke været udsolgt til sådan en kamp for to år siden. At vi nu skal spille for 35.000, er nok til at få os op at støde, siger Thomas Delaney på landsholdets pressemøde forud for kampen.

Det er kun to måneder siden, at det danske landshold af flere årsager var på læberne verden over, og glæden og taknemmeligheden blandt danskerne har været nok til at røre en ellers erfaren fodboldspiller.

– Når vi udlandsproffer render rundt i Danmark i vores ferie, plejer vi at få mange kommentarer. Efter slutrunden var der ikke så mange kommentarer, folk sagde bare tak. Det gav mig en del ’chills’ at mærke den glæde, vi havde givet til den danske sommer, siger Thomas Delaney.

Thomas Delaney måtte se hele kampen mod Færøerne fra bænken, men han ventes at være tilbage i startopstillingen mod Gruppe F’s nummer to – Israel.

Timeline

Notifications

Notifikationer