1 min læsningDelaney: Jeg er i mit livs form

Thomas Delaney skiftede onsdag fra Dortmund til Sevilla, og den spanske klub får en spiller, der aldrig har været bedre.

1 min læsning
delaney
Thomas Delaney skiftede i sommer til Sevilla, der har købt den danske midtbanespiller fri af Dortmund. Foto: Sevilla FC

Thomas Delaney kommer til Sevilla i storform.

Sådan er udmeldingen i hvert fald fra danskeren selv. Delaney havde sin første træning med holdet torsdag, hvor han også fik mulighed for at mødes med manager Julen Lopetegui.

– Jeg synes, jeg er i min bedste alder som fodboldspiller lige nu. Jeg bliver snart 30, og jeg føler, at jeg er i mit livs form, fortæller Delaney til Sevillas hjemmeside, hvor han også gør det klart, at han er en alsidig midtbanespiller.

– Jeg er central midtbanespiller. Nogle vil formentlig se mig som en defensiv midtbanespiller, andre ser mig mere som en box-til-box spiller. Jeg kan begge dele, og jeg er sikker på, at jeg kan bidrage til holdet i begge positioner, lyder det fra Delaney.

Ligesom det var tilfældet i Dortmund, kan Delaney se frem til Champions League-fodbold i Sevilla, og det var medvirkende til, at den 29-årige dansker takkede ja til tilbuddet fra det sydlige Spanien.

– Da min agent fortalte mig om interessen (fra Sevilla, red.), vidste jeg, at det var den rigtige beslutning at komme her, da Sevilla har en stor international tradition, og det at skulle spille Champions League er helt klart et plus, lyder det fra den danske landsholdsspiller.

Ligesom Thomas Delaney er også Sevilla i øjeblikket i fin form. Klubben fører således an i LaLiga, efter det er blevet til sejre i begge sæsonens første kampe. Delaney kan potentielt får debut for sin nye klub på lørdag, hvor de på udebane møder sejrsløse Elche.

Timeline

Notifications

Notifikationer