Afslører: Ville i forhadt piratliga og skære i landskampe
Lækkede dokumenter viser angiveligt, at FIFA-præsident Gianni Infantino ville have verdensforbundet med i udbryderligaen Super League med nogle af Europas største klubber.

Da Real Madrid, FC Barcelona, Manchester United, Chelsea og en række af Europas største klubber i 2021 forsøgte at skabe deres egen udbryderliga, var der stor undren i international fodbold over, hvem en mystisk, hemmeligholdt partner nævnt i dokumenter mon var.
Det rygtedes, at det var FIFA-præsident Gianni Infantino, der i et forsøg på at sabotere UEFA og europæisk klubfodbold og på at tjene penge til FIFA ville have FIFA til at spille en rolle i piratligaen.
Nu fortæller det britiske medie The Guardian, at man har dokumenter, der netop viser, at Gianni Infantino og topmedarbejdere i FIFA var direkte involveret i forsøget på at skabe piratligaen.
Ifølge The Guardian viser dokumenter fra efteråret 2020, at Infantino overvejede, at piratligaen kunne hedde 'FIFA Super League'.
Infantino og FIFA var i sidste ende ikke med i lanceringen af Super League, der skete tilsyneladende forhastet og ukoordineret i april 2021, hvor konceptet blev hældt ned af brættet af rasende fans og kostede flere klubbosser deres stillinger.

Ifølge The Guardian talte de europæiske topklubber og Infantinos folk om at skabe et selskab, hvor rettighederne til Super League skulle placeres.
Samtidig skulle klub-VM spilles årligt i tre uger.
For at skabe plads i den internationale kampkalender ville FIFA skære i landsholdsdatoerne, så der kun skulle spilles landskampe to gange om året.
Forslaget minder på flere punkter om Gianni Infantinos kuldsejlede forsøg på at privatisere VM og andre FIFA-turneringer, der blev afsløret i sidste uge og i disse døgn truer schweizerens position som præsident i FIFA.

Manchester United
FC Barcelona
Real Madrid












