Stort Brøndby-bud afvist: Ved ikke, hvad fremtiden bringer
I vinter fik Brøndby IF afvist et bud på Brann-stjernen Felix Horn Myhre. I et interview med Campo fortæller Myhre, hvordan han reagerede på interessen.

Siden starten af det nye år har der været en masse skriverier om den norske SK Brann-stjerne Felix Horn Myhre og Brøndby IF.
Midtbanespilleren blev i januar-transfervinduet rygtet til Brøndby, og den norske landsholdsbobler bekræftede dengang selv, at der var tikket et bud ind på ham fra Vestegnen. Angiveligt lød det på 22,5 millioner kroner, skrev Tipsbladet.
Det blev imidlertid afslået af Brann, der ikke ville slippe den 27-årige profil, og det måtte han bare acceptere, fortæller hovedpersonen selv til Campo.
- Jeg reagerede nok på samme måde, som de fleste fodboldspillere ville gøre. Man forsøger at finde ud af, hvilke klubber der er interesserede, og hvilke muligheder der er. Til sidst fik jeg så beskeden fra Brann om, at jeg ikke var til salg.

- Sådan var situationen på det tidspunkt, og som spiller er man nødt til at acceptere det og lægge det bag sig. Sådan er vilkårene, siger Felix Myhre til Campo og uddyber:
- Hvis man gør det godt som fodboldspiller, vil der altid dukke nye muligheder op senere. Vi må se, hvad fremtiden bringer, fortæller han.
Han lægger dog ikke skjul på, at han grundigt overvejede buddet fra Vestegnsklubben.
Artiklen fortsætter under videoen
- Selvfølgelig overvejede jeg det, for jeg synes, man skal tage alle tilbud, man modtager, seriøst. Men Brann sagde, at jeg ikke var til salg.
- Derefter tænkte jeg egentlig ikke ret meget over alle rygterne og det, der foregik, for jeg vidste, at min fremtid stadig lå i Brann det næste halve år.
Artiklen fortsætter under billedet


Myhre mangler afklaring i Brann
Transfervinduet i Danmark er allerede åbent, mens det norske først åbner om to ugers tid, og Myhre fortæller, at han ikke har hørt fra Brøndby igen siden.
- Nej, jeg har ikke hørt fra nogen klubber endnu. Lige nu er mit fulde fokus på Brann, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er ikke selv sikker på det endnu.
- Det er primært mine agenter, der står for dialogen med klubberne og sportsdirektørerne. Jeg holder mig mest i baggrunden, siger han.
Hvad tror du fremtiden vil bringe for dig?
- Det ved jeg ærligt talt ikke. Det er svært at sige lige nu, fordi vi ikke har en cheftræner (i Brann, red.). Først skal klubben have en ansat en ny træner, og han kommer formentlig til at få indflydelse på, hvad der skal ske med mig.
- Derefter skal klubben tage stilling til, hvilke spillere der er til salg, og hvilke der ikke er. Det må jeg respektere, og så må vi se, hvad der sker. Men lige nu ved jeg ærlig talt ikke selv, hvad fremtiden bringer, siger Myhre.

Allerede sidste sommer blussede rygterne om et Myhre-skifte til Danmark, da norske medier berettede om, at FC København angiveligt overvejede Eliteserien-profilen som afløser for Victor Froholdt, der røg til FC Porto.
Det blev dog aldrig så konkret, at det nåede til Myhre selv, påpeger han.
- Jeg er ærlig talt ikke sikker (om der på et tidspunkt var interesse fra FC København, red.). Jeg tænker, at min agent formentlig har været i dialog med flere klubber.
- Jeg ved ikke,hvilke rygter, der florerer, og hvad der er sandt og falskt. Jeg ved dog, at der ikke kom et bud (fra FCK, red.). Det var kun fra Brøndby, siger han.
Myhres kontrakt i Brann løber frem til udgangen af kalenderåret 2027.
Brann-profilen, der har syv landskampe på sit CV, har spillet 175 kampe for klubben med 30 mål og 38 oplæg til følge. Han kom til Bergen-klubben i 2021.

FC København
Brøndby IF












