Ikke kun en rugekasse: Men nøj, FCM-pipelinen luner!
ANALYSE: FC Fredericia lavede flere gode træk på transfermarkedet i en sæson, hvor man blev mere konkurrencedygtig, end de fleste havde troet.

Vi er hurtige til at afsige dom over transfers.
Hvem har vundet et transfervindue i Superligaen? Hvem har tabt?
Som regel er der i timerne og dagene efter store transfers og lukningen af transfervinduer skældud til dem, der har solgt spillere dyrt og ikke brugt så mange penge på nye folk, og ros til dem, der har brugt kassen på nye folk.
Til gengæld bliver overblikket og forståelsen af klubbers transfers stort set glemt få døgn efter lukningen af transfervinduer for aldrig at blive taget op igen.
Det forsøger vi at råde bod på ved at samle op på klubbers transfers på vej ud af sæsonen, efter vi har haft et halvt til et helt år til at bedømme effekten.

I analysen her er FC Fredericia i centrum efter en begivenhedsrig sæson, der endte i nedrykning men alligevel giver nogle positive elementer at bygge videre på til fremtiden.
Tilgange
Friday Etim (angriber, FC Midtjylland, januar)
Valdemar Birksø (målmand, Frederikstad, januar)
Elias Hansborg (offensivspiller, OB, januar)
Etienne Green (målmand, Burnley)
Kristian Pedersen (forsvar, Swansea)
Christoffer Petersen (målmand, Norrköping)
Adam Nygaard (forsvar, FC Midtjylland)
Andreas Pyndt (back/midtbane, Sirius, leje)
Sofus Johannesen (central midtbane, FC Midtjylland, leje)
Ovie Ejeheri (målmand, FC Midtjylland, leje)
Jonatan Lindekilde (central midtbane, FC Midtjylland, leje)
Malthe Ladefoged (midtstopper, Næsby)

Afgange
Mattias Lamhauge (målmand, Strømsgodset, januar)
Martin Huldahl (angriber, Hobro, januar)
Daniel Thøgersen (back, Skive, januar)
Jesper Juelsgård (forsvar, amatørfodbold/karrierestop)
Asbjørn Bøndergaard (angriber, Silkeborg IF, retur leje)
Oscar Fuglsang (forsvar, Silkeborg IF, retur leje)
Valdemar Birksø (målmand, Frederikstad, retur leje)
Kan mere end at udklække spillere for FCM
Lad os først få slået fast: Det er ikke muligt at komme uden om det gode forhold til FC Midtjylland, når vi taler om FC Fredericia.
Sofus Johannesen og Jonatan Lindekilde var på forskellige tidspunkter i sæsonen fremragende for Fredericia, og Friday Etim kom til fra FCM i januar og havde nær scoret nok til at sikre Fredericia en ny sæson i Superligaen.

Det er en kobling, der giver Fredericia særdeles gode spillere, og det kommer også til at være en hjælp for begge klubber i 1. Division.
Men Fredericia var mere end det – uden at køre klubøkonomien i sænk fik man et hold, der i sommer og igen i det tidlige forår bed fra sig, og havde der været lidt mere i tanken den sidste måned, var Silkeborg eller Randers rykket ned.

Det var smart løst, og Fredericia har klogt holdt igen med at brænde alle pengene af.
Måske havde en spiller eller to til gjort en forskel, hvis man havde ramt de helt rette folk, men Fredericia er nærmest halv størrelse af det næste hold på ranglisten i Superligaen, så det er fair, man ikke forsøgte at konkurrere på volumen i transferbetalinger og løn.
Konklusion
Det var fint løst med de forudsætninger, Fredericia har, men en række lejeaftaler og kontraktudløb her ved sommer betyder også, at Fredericia starter forfra i 1. Division.
Det er sådan, vilkårene er, når man er uendelig meget mindre end de andre Superliga-klubber, så der skal findes smarte transferaftaler igen for, at Fredericia spiller med om retur til Superligaen næste forår.
Fredericia har fået sat gang i nogle forbedringer af faciliteterne og rammerne i klubben, der gør den til en mere naturlig del af det potentielle oprykkerfelt i 1. Division, for det var en overraskelse af de store, at man overhovedet kom op i 2025.

Silkeborg IF
FC Midtjylland
FC Fredericia












