Takker sportsdirektøren for Maxsø efter mareridt
Mike Tullberg er glad for at have fået Andreas Maxsø midt i FCM’s skadeskrise.

FC Midtjylland har haft voldsomt uheld med skader i de første måneder af sæsonen, og ikke mindst i forsvaret.
Ousmane Diao røg i generalprøven før sæsonstart mod OB, Martin Erlic har haft problemer i flere omgange, Mads Bech Sørensen røg ud for en lille måned siden, og da FCM så spillede i OB i sidste runde før landskampene, røg målmand Elias Ólafsson og midtstopper Magnus Jensen.
Så det er et hårdt ramt forsvar, FCM har forud for FCK-kampen i weekenden i næste uge, og derfor er cheftræner Mike Tullberg lykkelig for at have fået forstærkning i form af Andreas Maxsø.
- Jeg ved ikke, om I også har talt Kristian Bak i dag, men jeg kan da godt røbe, at jeg havde et meget stort ønske for nogle uger siden, da vi så situationen, og også da det skete det, der gjorde med Magnus i Odense, siger Mike Tullberg.

- Det var ret hurtigt efter kampen, og der er jeg glad for at have en sportschef og en klub, der var enig og bakkede op om det.
- Så løste det sig i forhold til, at vi hentede Maxsø. Vi vil gerne være med i tre turneringer og nå langt, og vi skal også ligge til det til vinter. Når vi er så ramt, som vi er for tiden, er jeg utroligt glad for den opbakning, der har været fra klubben, siger FCM-cheftræneren.

Uheldige skader
FC Midtjylland trækkes også med skader på en række andre pladser og har fået Cho Gue-sung og David Martínez hjem før tid fra landsholdene med mindre skader.
Så problemer er der nok af for FCM, der dog kan glæde sig over, at Ousmane Diao og Mads Bech Sørensen igen kan træne med og ligner folk til startopstillingen eller indskiftninger mod FC København.
- Det startede med salget af Han-beom Lee og skadet til Diao, og så har det været ligesom dominobrikker, hvor der er røget den ene efter den anden, hvor det i Odense ender med, at vi faktisk ikke har en stopper, siger Mike Tullberg.
- Vi har været uheldige med slagskader og har nærmest ikke haft muskelskader. Det har været slagskader, Victor, der er uheldig at ryge ind i nyren på Elias, og sådan nogle ting, siger FCM-cheftræneren.

I en landsholdspause er der mange spillere, der ikke er i FCM – men der er fin stemning, vurderer Mike Tullberg, blandt dem, der er i klubben, og i truppen generelt trods skaderne.
- Jeg synes, holdet har reageret utrolig godt på det, og der er en positiv stemning blandt vores folk. Vi har endnu ikke tabt i sæsonen i ligaen. Vi lavede et voldsomt transfervindue og har haft en del udskiftninger, og vi tænkte, at det kunne tage noget tid at spille noget nyt sammen. Så ryger den ene spiller efter den anden, og alligevel står vi et godt sted, siger Mike Tullberg.
- Der er nogle men'er. Vi har lavet for mange fejl. Det er så også en følge af, at vi har spillet nogle lidt urutinerede spillere i situationer, som måske var lidt tidlige i forhold til, hvornår vi kan og bør bringe dem, siger Mike Tullberg, der i seneste kamp indskiftede Abdou Aziz Ndiaye for Magnus Jensen efter få minutter men så kunne se senegaleseren få rødt kort et par minutter før pausen.
FC Midtjylland får besøg af FC København om aftenen søndag 11. oktober.
FCM spiller træningskamp lørdag mod FC Fredericia, hvor Andreas Maxsø, Mads Bech Sørensen og Ousmane Diao sandsynligvis alle tre får minutter.

FC København
FC Midtjylland
Mads Bech Sørensen
Mike Tullberg












