VFF bruger mange millioner: Bedre tiltrækningskraft
Viborg FF skal have nyt træningsanlæg, og det ser fodbolddirektør Mads Agesen frem til.

📍 Campo i Viborg
Fredag begynder arbejdet officielt på et nyt træningsanlæg for Viborg FF.
Klubben investerer mange millioner i projektet, hvor banerne på det nye anlæg bygges med samme teknik, som der er brugt blandt andet på Real Madrids kampbane på Santiago Bernabeu.
Det kommer til at tage et års tid, hvis arbejdet går efter planen.
De nye træningsbaner skal give Viborg et bedre underlag året rundt til træning, og håbet er, at man kan spille stort set året rundt på naturligt græs i stedet for at være på kunstgræs sent på efteråret og i det tidlige forår, som Viborg har trænet på i årevis.
- Vi er gået på kunst nu, fordi vi ikke har dræn i vores græsbane. På det nye anlæg bør det ikke være et tema, der kan vi træne året rundt, med mindre der kommer isvinter.
Bedre rammer for arbejdet
Viborg FF er den seneste af en række klubber, der får bedre træningsbaner eller nye træningsanlæg.
Strategisk tror Viborg-direktøren, at det giver mere mening at bruge penge på træningsfaciliteter end yderligere millioner på spillere til førsteholdet.
- Formålet er jo, at vi skal blive ved med at udvikle os. Det stiller også krav til de baner, i træner i til hverdag og spiller kamp på inde på stadion. Med den udvikling, vi ønsker, skal vi også have den højst mulige kvalitet i træningen, siger Mads Agesen.

- Og så er der noget med tiltrækningskraften. Med det anlæg håber vi, at vi kan blive ved med at tiltrække de bedst mulige spillere, vi kan få fat i. Der bør være en sammenhæng mellem vores præstationsniveau og de faciliteter, vi får derude,
Viborg FF håber, træningsbanerne kan være klar, før selve anlægget er det.
- Vi har første spadestik på fredag. Uden at presse det for meget, håber vi at være færdig med baner og bygninger, parkeringspladser og det hele, i slutningen af 2027.
- Og hvis temperaturerne tillader det, vil vi jo rigtig gerne i gang med at bygge baner nu. Så kan vi måske have banerne klar i foråret, selv om bygningen ikke er klar endnu. Hvis det er muligt, vil vi gerne have banerne klar så snart som muligt, så vi kan træne der.
Det nye anlæg bliver bygget på Jegstrupvej i udkanten af den vestlige del af Viborg.
18+ | Vilkår gælder | Hjælpelinje: 70 22 28 25 | stopspillet.dk | Selvudeluk via rofus.nu | Spil ansvarligt

Viborg FF












