Træner tager måltør dansk angriber i forsvar
Det er nu 15 kampe siden, at Kasper Høgh sidst scorede et mål for Celtic.

Kasper Høgh fik en fremragende start på Celtic-karrieren.
Et hattrick i sin bare anden kamp for den skotske storklub. Siden da er danskeren dog gået i stå.
På tværs af alle turneringer er den 25-årige angriber nu gået hele 15 kampe uden en scoring. Selvom Høgh i øjeblikket ikke bidrager med mål, så mener cheftræner Martin O´Neill, at danskeren bidrager godt til holdet.
- Jeg vil gerne have, at vores angribere kan holde fast i bolden, og det var præcis, hvad han (Kasper Høgh, red.) gjorde, siger cheftræneren til The Scotsman.
Det er netop det, Martin O´Neill gerne vil have, at danskeren skal fortsætte med.

- Han er ikke Duran (Camilo Durán, red.), og han er ikke en dribler. Men hvis han kan gøre det for os mod stærke modstandere, vil det være en stor fordel for ham fremover.
Cheftræneren fortæller også, at han har sagt til danskeren, at han ikke er bekymret for, om han laver mål, selvom han selvfølgelig gerne vil have det.
- Angribere har brug for at score mål. Men den præstation, han leverede mod europæisk modstand, vil give ham selvtillid.
Martin O´Neill vil dog gerne have, at folk husker på, hvilken spiller Kasper Høgh har vist, han er.
- Husk på, at den her knægt har scoret mål i Champions League. Han vil få et selvtillidsboost af det, han leverede i går aftes, især fordi han gjorde den del af spillet godt. Men det vil selvfølgelig være dejligt for ham at komme på måltavle, afslutter cheftræneren.
Kasper Høgh er blevet udeladt at landsholdstruppen til de kommende Nations League-kampe mod Portugal og Norge.
I sidste landsholdstermin formåede den danske angriber heller ikke at score for Danmark. Det blev imidlertid også kun til 24 minutters spilletid fordelt over fire kampe.

Celtic












