Laudrup forklarer sit EM-fravalg: Derfor sagde han nej
Michael Laudrup kunne have været en del af EM-triumfen i 1992, men han valgte at prioritere anderledes.

Michael Laudrup er i mange lande synonym med dansk fodbold.
Alligevel var den tidligere verdensstjerne ikke med, da Danmark sensationelt vandt EM i 1992 - den eneste og hidtil største triumf i dansk landsholdsfodbold.
Mere end 30 år senere sætter den danske legende nu ord på beslutningen om at forlade landsholdet i 1990, og hvorfor han heller ikke vendte tilbage, da Danmark pludselig fik en plads ved slutrunden.
Ved kvalifikationen til EM-slutrunden i 1992 havde Danmark fået en vanskelig start med nederlag til Jugoslavien og et pointtab i Nordirland.
Laudrup vurderede, at jugoslaverne ville vinde kvalifikationen, og derfor valgte han at koncentrere sig fuldt ud om sin klubkarriere i FC Barcelona.
- Jeg var i starten af min tid i Barca, som var vigtig for mig, og de to hold (Danmarks landshold og FC Barcelona, red.) spillede helt forskellig fodbold. Jeg var ikke rigtig tilfreds med den måde, vi spillede på landsholdet, men det er altid trænerens beslutning. Jeg tænkte dog, at jeg med den spillestil aldrig kunne være den samme som i Barcelona, fortæller Laudrup til FourFourTwo.

Danmark endte som bekendt med at få en plads ved EM i 1992, da Jugoslavien blev udelukket som følge af krigen på Balkan.
Michael Laudrup blev efterfølgende tilbudt at vende tilbage til landsholdet, men han takkede nej.
Han ønskede ikke at træde ind i truppen i sidste øjeblik efter at have valgt landsholdet fra under kvalifikationen.
- Da vi ikke kunne kvalificere os, besluttede jeg mig for at fokusere 100 procent på Barça. Folk spurgte mig, om jeg ville med, men jeg ønskede ikke at komme ind i sidste øjeblik, selvom jeg kunne have gjort det. Jeg følte ikke, at det ville have været fair, forklarer han.
Uden Laudrup vandt Danmark som bekendt EM-finalen med 2-0 over Tyskland efter scoringer af John 'Faxe' Jensen og Kim Vilfort.
En triumf, der stadig står som det største resultat i dansk landsholdsfodbolds historie.
Michael Laudrup vendte tilbage til landsholdet i 1993 og nåede dermed også at repræsentere Danmark ved både EM i 1996 og VM i 1998.
Sidstnævnte blev hans sidste slutrunde, og efter kvartfinalenederlaget til Brasilien samme sommer indstillede han sin landsholdskarriere efter 104 kampe for Danmark.

Danmark
FC Barcelona












