Ingen tricks fra FCK: AGF klar på Bragas ændringer Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ingen tricks fra FCK: AGF klar på Bragas ændringer

Braga har fået ny træner på de 21 dage, der er gået, siden de tabte stort til FC København.

Jakob Poulsen gestikulerer.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

To gange på 21 dage har portugisiske Braga taget turen til kolde Danmark.

I midten af oktober var turen mod nord særdeles ufrugtbar for portugiserne, der måtte rejse hjem fra Parken med et 3-0-nederlag til FC København.

Noget tilsvarende håber de selvsagt at kunne præstere i AGF, når de torsdag tager imod selvsamme modstander, men alligevel har AGF-cheftræner Jakob Poulsen ikke søgt inspiration hos sin kollega hos FC København - Bo Svensson - og det er der særligt én grund til.

- Nej det har jeg ikke (snakket med Bo Svensson, red.).

- Der er også kommet en ny træner i Braga siden. Der er selvfølgelig noget med den måde, de spiller på, der går lidt igen. Udtrykket er lidt det samme, men der er helt sikkert også noget nyt, når man har fået ny træner.

- De trænere har det jo som regel med, at de gerne vil sætte deres eget præg på tingene, lyder det med et smil fra Jakob Poulsen.

Jakob Poulsen gestikulerer.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Braga skiftede bare én kamp efter nederlaget til FCK cheftræner Carlos Vicens ud med Franclim Carvalho, og han lagde faktisk ud med en 2-0-sejr over en anden kending af AGF - nemlig belgiske Gent, som i første Conference League-spillerunde slog AGF 1-0 på et sent sejrsmål.

Heller ikke i analyseafdelingen på Fredensvang har der været kontakt med FCK, som der ellers var med FC Midtjylland inden sidste rundes opgør mod albanske Egnatia:

Efter FCM’s Egnatia-møde: AGF får hjælp fra Heden

Alligevel tyder det dog på, at kampen mellem FC København og Braga har været vist en gang eller to på træningsanlægget i det sydlige Aarhus.

- Det gør selvfølgelig, at vi kan se dem mod en modstander, som vi 100 procent kender niveauet på, og det er tit en fordel. Braga taber ganske fortjent i Parken. Efter en lige første halvleg, synes jeg FCK er bedre i anden halvleg, lyder det fra Jakob Poulsen, der gerne vil røbe én ændring hos Braga, de har spottet på forhånd.

- Vi har blandt andet set, at der muligvis kan komme et formationsskifte som de i hvert fald havde i weekenden, i forhold til hvad den tidligere træner havde, så der er nogle ting der, som måske vil være en del anderledes.

AGF har efter to runder i Conference League et enkelt point, mens Braga har tre. De to hold mødes på Cepheus Park i Randers torsdag aften klokken 18:45.

AGF-veteran fik setback, og angriber er ude: Jakob Poulsen giver status

Mest læste

Notifications

Notifikationer