AGF-chef vil have point i hus: Ligeglad hvordan de kommer
En svær modstander venter for AGF torsdag aften, når Braga gæster Cepheus Park Randers.

📍 Campo på Fredensvang
Endnu en europæisk kamp er på programmet for AGF.
Torsdag aften tager de forsvarende danske mestre imod det portugisiske hold Braga.
Cheftræner Jakob Poulsen undervurderer bestemt ikke mandskabet, men fortæller også, at det handler om at få point på bordet for AGF. For ham betyder det ikke noget, hvem pointene sikres mod.
- I sidste ende skal vi jo bare sørge for, vi står med nok point, så er jeg sådan set ligeglad med, hvor de kommer fra, siger han til Campo og den øvrige presse på onsdagens pressemøde på Fredensvang.
- Jeg tror jo, at Braga er et godt hold. Det er lige efter de tre store i Portugal. Et godt fodboldhold og det bliver en svær kamp - det ved vi også godt på forhånd.

Jakob Poulsen er dog heller ikke tvivl om, at der er mange svære kampe - kampen mod Braga er blot én af dem.
- Før jeg kiggede på det, så var det nok den næstsværeste kamp, tænker jeg. Så sker der jo ting i løbet af en sæson, når man først kommer i gang, og så kigger man på et Twente-hold, der ligger rigtig godt til i Holland, så den bliver sgu nok heller ikke helt nem.
- Lad os bare sige, at der bliver masser af svære kampe, og i morgen er bestemt også en af dem.
Cheftræneren fortæller også, at målsætning for AGF fortsat er at gå videre fra ligafasen.
- Vi havde håbet på tre point mod Egnatia. Det fik vi ikke, så vi må se, hvordan vi kan skrabe de der syv-otte point sammen totalt, som jo stadigvæk er vores ambition.
Netop kampen mod Egnatia fylder stadigvæk hos AGF. Jakob Poulsen er nemlig ikke i tvivl om, at de burde have vundet den kamp. Særligt hvis de havde været fuldtallige.
- Selvfølgelig havde vi håbet og troet på, at vi kunne slå Egnatia. Det tror jeg også, vi havde gjort, hvis vi havde spillet 11 mod 11, men det var ikke tilfældet, så måtte vi jo nøjes med det ene point.
AGF møder Twente på hjemmebane i december, men først står den på Braga, der gæster Cepheus Park Randers torsdag aften.
Kampen bliver fløjtet i gang klokken 18.45.

AGF
Portugal
Twente












