Racisme-sag i Norge: Tidligere FCK’er i tårer
Amin Chiakha blev angiveligt udsat for racistiske udtalelser af en modstander.

Amin Chiakha blev den store helt, da Rosenborg slog Frederikstad med 3-0, men han kommer primært til at huske kampen for noget andet.
En mulig racisme-sag.
For undervejs i kampen, hvor han scorede to mål, kunne man pludselig se, at Amin Chiakha løb rundt med tåre øjnene på tv-billederne.
Det blev også bemærket under den norske kommentering af kampen, at Amin Chiakha så ud til at blive mærket efter en samtale med en Frederikstad-spiller. Efter kampen bekræftede kampens dommer, Sigurd Kringstad, overfor TV 2 Norge, at der er tale om racismeanklager.
Den tidligere FC København-spiller har ikke selv udtalt sig om sagen, men hans cheftræner, der har en fortid i Lyngby BK, Freyr Alexandersson, stillede efter kampen op på vegne af sin stjerneangriber.
- Vi skal være meget forsigtige med, hvad vi siger lige efter kampen, men Amin (Chiakha, red.) oplever, at der bliver sagt noget til ham, der aldrig må blive sagt på en fodboldbane.
- Det er første gang, at jeg oplever det i min karriere, og jeg har været involveret i over 600 kampe. Det er trist, og jeg kan godt forstå, at Amin reagerer, siger islændingen til TV 2 Norge.

Freyr Alexandersson understreger, at det er vigtigt at være 100 procent sikker i sagen.
Amin Chiakas holdkammerat Emil Konradsen Ceidë har udtalt, at han ikke selv hørte, hvad der blev sagt, men at han stoler på algieren.
I Frederikstad FK-lejren er episoden ikke blevet diskuteret endnu, siger holdets cheftræner, Casper Røjkjær, der understreger, at racisme ikke høre hjemme på en fodboldbane.
- Vi er nødt til at finde ud af, hvad der skete på banen. Hvis der er blevet sagt noget, som ikke skulle være sagt, er det selvfølgelig noget, jeg vil tage hånd om, siger Casper Røjkjær.
Det oplyses ikke, hvilken spiller, der skulle have udsat Amin Chiakha for racisme.
Amin Chiakha har været én af de bedste spillere i den norske Eliteserie, hvor han er topscorer med 17 mål.

FC København
Norge











