– Vi skal passe på, det ikke bliver for tyndhudet
Ifølge Brøndby IF’s cheftræner, Thomas Nørgaard, skulle Andreas Cornelius’ udtalelser ikke række til en karantæne.

I forrige weekend var der topkamp mellem FC Midtjylland og FC København.
Opgøret blev vundet af Ulvene, men det har ikke været de 90 minutter plus det løse inde på banen, der siden har været det største samtaleemne.
Til Campo og den øvrige presse på MCH Arena fortalte Andreas Cornelius efter opgøret, at det i en periode føltes som "at spille 11 mod 12" mod FC Midtjylland.
Af egen drift valgte Fodboldens Disciplinærinstans at idømme FCK-spydspidsen en karantæne, og Cornelius' udtalelse er ikke over grænsen, vurderer Brøndby IF's cheftræner, Thomas Nørgaard, i et interview med Bold.
- Vi er der, hvor jeg synes, vi skal passe på, det ikke bliver for tyndhudet. Jeg synes, der er en grænse. Den grænse skal man holde sig under. Men jeg synes ikke, at det, der blev givet en karantæne for, var over grænsen.
- Det er det eneste, jeg kan byde ind med. Men det er ikke mig, der udsteder karantæner og alt muligt andet, fortæller Thomas Nørgaard til Bold.

Cornelius' straf betød, at han måtte afsone karantæne i søndagens kamp mod AGF.

Brøndby IF












