FCM’s dyre stjerner stempler ind: Fik Tullberg en ny hovedpine?
FC Midtjylland fik tre point ude mod ærkerivalerne fra Viborg FF, men måtte undervejs se en ny profil forlade banen med en skade. Læs Campos Konklusion her.

FC Midtjylland trak det længste strå mod de bitre ærkerivaler fra Viborg FF, da de to klubber mødtes mandag aften i Superligaens 11. spillerunde.
Her slog de gæstende midtjyder et ellers veloplagt Viborg-mandskab, og det var særligt FCM-stjernerne, der stemplede ind denne gang.
Superligaens vicemestre kom dog ikke helt uskadt fra opgøret i Viborg, men fortsætter med at puste FC København i nakken i toppen af tabellen.
Læs Campos Konklusion herunder:
Højdepunktet
Så stemplede FC Midtjyllands store stjerner da for alvor ind!
Philip Billing har mødt kritik i løbet af efteråret, men sammen med hjemvendte Rasmus Nissen Kristensen, der spillede sit første midtjyske derby i mange år, fik de vist vejen for gæsterne.
Først stangede Nissen Kristensen midtjyderne foran, inden Philip Billing med et tørt hug scorede sejrsmålet for midtjyderne.
De er uden tvivl blandt midtjydernes dyreste drenge, og med målene mod ærkerivalerne fik de virkelig givet fuld valuta for de store investeringer.

Nedturen
De midtjyske skadeskvaler vil tilsyneladende ingen ende tage.
Efter kun 27 minutter måtte Denil Castillo forlade banen på Energi Viborg Arena, og selvom det endnu er uvist, hvor slemt det står til med den ecuadorianske landsholdsspiller, er det bestemt ikke godt nyt for Tullberg og co.
Castillo bliver dermed tilføjet til en skadesliste, der tæller FCM-profiler som Elias Olafsson, Magnus Jensen, Martin Erlic, Victor Bak og Mikel Gogorza.
I anden halvleg var det Viborgs tur til at se en profil forlade banen, da Sami Jalal Karchoud slog skulderen efter en hård duel med FC Midtjyllands Ousmane Diao.

Overraskelsen
Man går nok altid fra en derbysejr med en sød smag i munden, og midtjyderne kan også glæde sig over, at de har fået sat en flot udebanestime sammen i Superligaen efterhånden.
Mike Tullbergs tropper gik for 14 kamp i træk fra fremmed græs uden et nederlag, og dermed har Ulvene taget et skridt nærmere klubbens egen rekord.
Den lyder på 17 kampe i træk uden nederlag på udebane, og Superliga-rekorden besidder FC København med 18 kampe i træk.
Det er bestemt ikke utænkeligt, at midtjyderne kan komme derop, hvis de lovende takter fortsætter.
Det holder Campo øje med
Andreas Maxsø spillede nok engang fuld tid for midtjyderne, og trods svære betingelser mod Viborgs sprudlende offensiv, slap forsvarsveteranen fint fra opgøret.
Det var anden kamp i træk i Superligaen, hvor den 32-årige har fået 90 minutter for midtjyderne, og det er altså mod FCM's to største rivaler, Viborg og FC København.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Maxsøs aftale med FC Midtjylland løber ud i ved årsskiftet, men det ville bestemt ikke være overraskende, hvis han fortsat er at finde på Heden efter vinterpausen.
Det ville faktisk, med midtjydernes skadeshistorik in mente, være helt skørt, hvis de ikke kunne se idéen i at holde på Maxsø lidt endnu.
Læs mere om FC Midtjylland her:

FC Midtjylland
Philip Billing
Rasmus Nissen Kristensen
Viborg FF












