Man får ikke bedre kort på hånden i en fodboldkamp!
AC Horsens spillede størstedelen af kampen i overtal, men måtte alligevel nøjes med uafgjort mod Randers FC.

Det er sådan en kamp, man kommer til at tænke tilbage på, hvis man senere på sæsonen står og mangler tre point.
AC Horsens havde alle muligheder for at få tre point fredag aften, da Den Gule Fare hjemme på Hybel Arena tog imod Randers FC.
Kronjydernes Laurits Pedersen blev nemlig sendt tidligt i bad halvvejs inde i første halvleg efter et VAR-gennemsyn.
Alligevel formåede hjemmeholdet ikke at udnytte overtallet. Derfor endte fredagens Superliga-brag uden vinder, 0-0.
Opgøret bød ikke på nogle mål, men drama var der masser af.
Situationen, der fik Pedersen i skammekrogen, fandt sted efter 22 minutters spil, hvor midtbanekrigeren med knopperne ramte Adrian Justinussen et godt stykke oppe ad benet.

Udvisningen satte et stor præg på kampen, hvor værterne sad på bolden det meste af tiden.
Den største chance tilfaldt dog Randers i anden halvleg, da gæsterne fik tilkendt et straffespark.
Mohamed Sankoh tog sig af forsøget, men angriberen blev pillet af Matej Delac, der sprang i den rigtige retning.
I resten af kampen kom Randers i virkeligheden frem til de største chancer, men målene udeblev.
Derfor overlevede Randers trods 70 minutter i undertal.

AC Horsens
Randers FC












