100 mio-investering lægger pres på Superliga-bosser
ANALYSE: Randers FC har efter mere end årti fået en ny majoritetsejer, og det giver både nye muligheder og lægger et forventningspres på klubben og dens daglige ledere.

Randers FC spillede i årevis langt over evne i Superligaen, ikke mindst med Thomas Thomasberg som cheftræner for et hold, der ikke havde de voldsomme midler.
Men det er slut med at være underdog, i hvert fald i bunden og det brede midterfelt i Superligaen, hvor Randers rækker ud efter en fast Top 6-plads på samme måde, som Viborg og OB forsøger at gøre det.
Campo ser på Superliga-klubbernes spillerbudgetter i 2026/27, og med nyheden om den japanske investering i klubben er det slut med at bøje nakken og kun at kunne overraske.
Her giver vi et første bud på en ny mulighed, pengene giver Randers FC – og hvor store de penge egentlig er.

Randers FC
Estimeret spillerbudget: 55 millioner kroner
Så dyrt kan de købe: Cirka 5 millioner kroner
Så dyrt kan de sælge: 30-35 millioner kroner
Om seneste regnskab
Randers FC kommer snart med 2025/26-regnskab, men allerede i 2024/25 skruede man mærkbart op med personaleudgifter på 77,7 millioner kroner og af- samt nedskrivninger noteret til 13,7 millioner kroner.
Det er mange penge til spillerudgifter i en klub, der havde et overskud på 5,6 millioner kroner og en omsætning opgjort til 100,7 millioner kroner.
Randers skruer markant op
Der er nok mange, der har glemt det eller er for unge til at kunne huske det.
Men hele Right To Dreams akademi- og førsteholdsprojekt var snublende tæt på at ende i Randers og kunne meget vel have gjort det, hvis ikke daværende FCN-ejer Allan K. Pedersen havde overtalt Tom Vernon til at vælge Farum i stedet.

Randers-formand Svend Lynge Jørgensen kom selv ind på det, den dag i slut-august, hvor Suzuyo blev præsenteret som ny majoritetsejer i Randers – for Randers FC var tæt på de første til at undersøge muligheden for at få en udenlandsk ejer.
Nu blev man i stedet den seneste klub efter en lang række opkøb i dansk fodbold siden 2014, og det lader til at blive en markant aftale.
Ved præsentationen fortalte Randers-formanden, at der bliver skudt et trecifret millionbeløb ind de første fem år, og mens det beløb nok er tættere på 100 millioner kroner end 500, er det penge, der kan mærkes i Randers FC.
Direktør Søren Pedersen sagde ved samme lejlighed, at man har taget hul på investeringerne i førsteholdet, og derfor er det også Campos vurdering, at Randers' spillerbudget stiger mærkbart, i hvert fald 10 millioner kroner.
Det betyder ikke nødvendigvis, at Randers allerede bruger de penge – men der er noget at skyde med.
Randers har hentet seks spillere ind til at spille regelmæssigt på sommerens transfermarked, og hvor man før var mere låst af de spillere, man havde i stald, åbner de japanske yen nye muligheder – inden for rimelighedens grænser.

Randers side om side med OB?
Så hvor placerer det Randers FC?
Det lyder besnærende at dele ejer med Shimizu S-Pulse og et trecifret millionbeløb til klubben, men det er slet, slet ikke noget, der bringer Randers FC i nærheden af toppen af Superligaen.

Deroppe taler man mange hundrede millioner kroner, før man bliver fast del af en topkamp, og det er utopi, Randers bliver det med den nuværende investering.
Men set på regnskabstallene kommer Randers til at kunne meget af det samme på transfermarkedet som OB og Viborg, men med mere i lønningsposen end i sidstnævnte klub, når vi taler de største profiler.
Det her vaccinerer ikke Randers mod nedrykning, men i 2027 bør man bevæge sig et halvt til et helt niveau over holdene omkring nedrykningsstregen, med det store forbehold at fodboldkampe afgøres inde på banen, ikke af spillerbudgettet.

OB
Randers FC












