Hvorfor? – Karantæne til Cornelius er for voldsomt
Campos chefredaktør bryder sig ikke om straffen til Andreas Cornelius.

Andreas Cornelius er blevet idømt 19 karantænepoint, svarende til én spilledags karantæne.
Det betyder, at han misser søndagens brag i Parken, hvor FC København tager imod AGF.
Straffen er blevet tildelt af Fodboldens Disciplinærinstans, der af egen drift åbnede sag mod FCK-angriberen.
Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, er dog ikke af den overbevisning, at straffen er en god idé.
- Det er for voldsomt at give Andreas Cornelius karantæne. Han var dødirriteret over en situation, der også undrede mange af os andre, og så blev han spurgt om det minutter efter kampen.
- Jeg synes, det udstiller et dårligt forhold mellem klubberne og dommerne, der næppe bliver bedre af det her.
- Ingen tror jo, når pulsen lige har lagt sig, at dommerne systematisk er ude efter bestemte klubber og spillere eller favoriserer andre, siger Troels Bager Thøgersen.

Straffen skyldes, at Andreas Cornelius og resten af FC København var utilfredse med dommer Jacob Karlsen efter søndagens 2-1-nederlag mod FC Midtjylland i Herning.
Især en situationen tidligt i opgøret, hvor Cornelius blev revet omkuld i FCM-feltet uden straffespark, blev efterfølgende genstand for debat.
Da hovedpersonen selv blev spurgt ind til dommerpræstationen, lød svaret:
- Der sker nogle forskellige ting og sager, personlige fejl.. Det føles også lidt i perioder som om, at vi spillede 11 mod 12, sagde Cornelius til Campo og den øvrige skrevne presse.
Han blev efterfølgende adspurgt, hvad han mente med den kommentar, hvortil svaret lød:
- I har vel alle set kampen?
Det er de udtalelser, som Fodboldens Disciplinærinstans har valgt at straffe FCK-profilen for.
Men ifølge Campos chefredaktør er det en potentielt farlig sti at gå ned ad.
- Lige nu er der slagsmål i Portugal, hvor FCK’s modstander i aften, Braga, mener, at dommerudvalgets chef ikke er i stand til at passe sit job, hvilket Bragas præsident sagde til citat i går. Det er der, man ender ved at søge konflikterne, og der håber jeg, dansk fodbold finder en bedre vej til at forbedre både kendelserne og dialogen mellem parterne.
- Dansk fodbold har ikke brug for at blive mere lukket eller tavst, eller at fronter blive trukket skarpere op. Og det synes jeg, fronterne bliver af sådan en afgørelse, siger Troels Bager Thøgersen.
Jacob Karlsen har i et skriftligt svar til Campo uddybet situationen omkring det mulige straffespark. Det kan du læse mere om her:

FC København












