Klubformand tiljubler potentielt FCK-salg
Formand i FC Rosengård, Håkan Wifvesson, ser muligheder i et potentielt ejerskifte.

Tirsdag formiddag meddelte FC Københavns modersleskab, Parken Sport & Entertainment, at man ville undersøge muligheden for at sælge koncernens fodboldaktiviteter.
Udover FCK's herre- og kvindehold omfatter det også ejerandelen i den svenske klub FC Rosengård 1917.
Det mulige salg vækker bestemt ikke bekymring hos Håkan Wifvesson, som er formand for klubben, der spiller i den tredjebedste svenske række. Tværtimod ser han det som en god mulighed for at udvikle klubben. Det fortæller han onsdag til Fotbollskanalen.
- Vi synes, det er positivt. Der er stor interesse for og engagement i FC København, og klubben har også en ekstremt høj værdi. Når man ser på det, og der potentielt kommer nye investorer ind med mere kapital, er det en mulighed for at løfte klubben yderligere, siger Håkan Wifvesson til Fotbollskanalen.
- FCK er utrolig stærke på sin side og er kommet rigtig langt. Herreholdet spiller altid i Europa og er ofte med i kampen om mesterskabet og pokaltitlen. Man må heller ikke glemme, at deres U19, U17, U16 og U15 er danske mestre. Et eller andet sted klarer de sig fantastisk godt i deres udvikling af spillere og hold, og med mere kapital vil der opstå nye muligheder. Vi er også en del af det projekt og kan dermed udvikle vores forretning endnu mere, så det er positivt for FC Rosengård 1917.
Formanden er ikke bekymret for at en potentiel ny ejer ville engagere sig mindre i FC Rosengård end de nuværende.

- Der er ingen risiko. Vi står så tæt på FC København i dag, så det ville ikke ske med dem, der er i processer og diskuterer det her. De er klar over, at vi er tæt sammentømrede - både hvad angår relationer og ambitioner. Vi har et fælles mål og en fælles ambition for, hvad vi vil med det her. De ville ikke gøre andet. Det er positivt for alle sider, præcis som de præsenterede det. De lader ikke nogen påvirke det her i en anden retning.
FC Rosengård 1917 har været en del af Parken Sport & Entertainments koncern siden december 2025.

FC København












