Salg undervejs: Dét er FCK-fansenes skræk Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Salg undervejs: Dét er FCK-fansenes skræk

FC København er sat til salg, og det kan både ende godt og skidt.

FC Københavns fans i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FC København smed en bombe tirsdag eftermiddag.

I kølvandet på afsløringer fra TV 2 Sport og Copenhagen Sundays, kunne selskabet bag den danske hovedstadsklub, Parken Sport & Entertainment, således bekræfte, at man ganske rigtigt afsøger mulighederne for et helt eller delvist salg af FC København, FC København kvinder og sine andele i svenske FC Rosengård.

Også Parken er sat til salg.

Nyheden blev modtaget positivt på aktiemarkedet, hvor kursen skød i vejret.

Indtil videre er det dog alene baseret på gisninger, for ingen ved reelt set, hvad FC København er værd eller hvem, der tager over. Hvis klubben da overhovedet bliver solgt.

På sidelinjen står tusindevis af FCK-fans og må tænke sit.

Vil man overhovedet sælges - og hvilken type ejer håber man i så fald på at få?

Ikke mindst må der også være en vis frygt, for Superligaen og fodboldverdenen generelt er fyldt med eksempler på fejlslagne ejerskaber.

- Skrækscenariet er selvfølgelig, at der kommer en ejer, som ikke magter en klub som FC København, og som måske ikke rigtigt har pengene til at rykke det et stort skridt - eller som bare er i det for en hurtig profit.

- Det kan også være en ejer, som i forvejen ejer to baseballhold og så køber FC København. Der kan så opstå en situation, hvor man pludseligt har brug for at realisere den investering og derfor bare sælger til højstbydende, som så viser sig at være en eller anden oliesheik. Det er jo skrækscenariet, siger David Bastian-Møller, der er medstifter og redaktør ved mediet Copenhagen Sundays.

FC Københavns fans i Parken.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ifølge David Bastian-Møller er tirsdagens nyhed ikke blevet taget videre dårligt imod af FC Københavns fans.

Og mens der er god grund til at frygte det værste, så er der også tilsvarende stor grund til at håbe det bedste:

- Best case er en investor, som forstår dynamikken i en fodboldklub og fansenes kærlighed. Det skal ikke være nogen, der bare går ind i det for en hurtig profit, men i stedet gerne vil udvikle fodboldholdet og ikke mindst Parken.

- Jeg tror, at der er mange, som drømmer om, at der bliver gjort noget ved Parken. Og hvis fodboldholdet så samtidig kan få et løft, så man ikke bliver nummer syv i Superligaen og i langt højere grad rækker ud efter Champions League, så tror jeg, at mange vil glæde sig over det, siger han og tilføjer:

- Helt indlysende, så vil vi gerne bevare FC København, som det er, med de værdier og den respekt for historien, som der er.

Tror det ender med et salg

I tirsdagens udmelding blev det gjort klart, at man nu undersøger muligheden for et salg.

Dermed ikke sagt, at det med sikkerhed ender med en ny ejer, for mange ting kan gå galt eller ændre sig, inden man når tilstrækkeligt langt i processen.

Men ifølge David Bastian-Møller peger pilen mod et salg.

- Ja, det tror jeg. I hvert fald delvist. Måske, at Lars Seier kan blive. Det håber jeg egentlig, siger han om en af klubbens nuværende medejere, der gennem Seier Capital A/S ejer et sted mellem 20 og 25 procent af Parken Sport & Entertainment.

- Jeg synes, at der har været så forholdsvis stor interesse for FC København det seneste stykke tid, så når man nu flager med, at man vitterligt gerne vil sælge, så tror jeg også, at der kommer mange interesserede.

David Bastian-Møller har dog svært ved at forestille sig, at FC København ender med kun at være i danske hænder, når et eventuelt salg er realiseret.

- Jeg synes, at det skriger på i hvert fald udenlandske medinvestorer.

- De grupper (potentielle investorer, red.), jeg har hørt om, der er der jo nogle danskere involveret på en eller anden måde. Men pengene bliver nok primært udenlandske, siger han.

Nyheden om et muligt salg af FC København resulterede i, at Parken Sport & Entertainment-aktien tirsdag lukkede på 238 kroner per aktie. Det er det højeste niveau i mere end 17 år.

FCK-salg kan blive fantastisk – eller livsfarligt

Mest læste

Notifications

Notifikationer