Esbjerg-boss forklarer: Er fortsat i dialog med træner
Esbjerg er fortsat i dialog om en af klubbens trænere om en ny rolle i klubben, forklarer sportschef Sebastian Brydegaard Breum.

Hjalte Bo Nørregaard blev i slutningen af september den nye mand i spidsen for Esbjerg fB.
Den nu forhenværende FCK-assistenttræner erstattede cheftræner Sancheev Manoharan, og i samme forbindelse blev det meldt ud, at Søren Pallesen ikke længere ville være assistenttræner på førsteholdet.
Ifølge sportschef Sebastian Brydegaard Breum er klubben fortsat i dialog med Pallesen om en anden rolle i Esbjerg fB.
Det fortæller Brydegaard Breum til MigOgEsbjerg.
- Beslutningen handlede om, hvordan vi skulle sammensætte trænerteamet til Hjalte. Da vi ansatte Sancheev, kunne han godt se, at det trænerteam, der var der, matchede godt med ham, fordi der i Pallesen og Lange var nogle, der selv havde spillet, det havde han ikke selv.
- Da vi ansætter Hjalte og snakker med ham, bliver det bare tydeligt, at han har brug for en anden slags assistenttræner, så det er for at gøre Hjalte bedst, vi ansætter en ny, siger Sebastian Brydegaard Breum til MigOgEsbjerg.
Sportschefen kommer ikke nærmere ind på, hvilken rolle den tidligere EfB-spiller er blevet tilbudt og man er i dialog omkring.

Søren Pallesen har både ageret assistenttræner under Sancheev Manoharan og tidligere under Lars 'Lungi' Sørensen.
Esbjergs næste opgave i Betinia Ligaen er ude mod Aarhus Fremad.
Hjalte Bo Nørregaards første kamp i spidsen for Esbjerg endte med et medrivende overtidsdrama mod AaB.
Læs mere her:

AaB
Esbjerg fB












