Rundens hold: Velkommen tilbage, Brøndby og AGF Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Rundens hold: Velkommen tilbage, Brøndby og AGF

Campo har udvalgt Rundens Hold i Superligaen efter 10. spillerunde i 2026/27-sæsonen.

AGF's spillere jubler efter sejren over Sønderjyske.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Godmorgen til AGF og resten af Aarhus.

10 spillerunder skulle sidste sæsons vinder af det danske mesterskab bruge, før man fandt formlen på sejr i Superligaen. Den var til gengæld også effektiv hjemme mod Sønderjyske, som nu er efterladt alene i bunden i kæmpekrise.

Det blev også runden, hvor Brøndby fik brudt stimen på fire nederlag i rap med en 5-2-sejr hjemme mod Lyngby Boldklub, mens FC Midtjylland sparkede døren ind til mesterskabskampen med en 2-1-sejr over FC København i et underholdende topbrag på MCH Arena.

Her er rundens hold.

Forsvaret

Føj for pokker, Viljar Myhra tog godt nok fra i OB-målet på Right to Dream Park, hvor det lykkedes ham og holdkammeraterne at spille 0-0 mod FC Nordsjælland. Den bedrift har han stor ære af.

I forsvarskæden lige foran skal Andreas Maxsø hyldes for særligt sin første halvleg i sin FC Midtjylland-debut. Den tidligere Brøndby-kaptajn så særdeles stærk ud i duellerne med en af Superligaens bedste angribere, Andreas Cornelius. Sikke en ilddåb, men løst til UG med kryds og slange.

Og så ellers velkommen til to forsvarsspillere fra AGF, efter Aarhus-klubben for første gang i sæsonen formåede at holde nullet i 3-0-sejren over Sønderjyske mandag aften. Frederik Tingager og Tobias Mølgaard bidrog gevaldigt til den succesoplevelse - og til AGF's første sejr i Superligaen i denne sæson.

Bagkæden rundes af med Oliver Bundgaard, der spillede en bundsolid kamp for det bundsolide hold Viborg FF, som ser ud til at ville blande sig i toppen nok en gang.

AGF's spillere jubler efter sejren over Sønderjyske.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Midtbanen

Når man scorer et hattrick, så er man nærmest per definition sikret en plads på Rundens Hold. Imponerende af Oliver Ross, der dog måtte se AC Horsens forpurre missionen om tre point til Silkeborg i allersidste sekund.

Philip Billing var tilbage på sin vante position efter at have ageret altmuligmand for hårdt skadesplagede FC Midtjylland. Han er bare en af Superligaens suverænt bedste spillere, særligt når han får lov til at spille sin rigtige position inde på midtbanen. Det fik de også at føle i FC København.

Med både mål og assist bliver det også svært at komme udenom AGF-profilen Kristian Arnstad, der sammen med holdkammeraterne nu skal forsøge at omsætte mandagens sejr til et voldsomt vigtigt momentum i resten af efteråret.

Oliver Ross i aktion mod AC Horsens, hvor han scorede et hattrick.
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Angrebet

Brøndby, Brøndby, Brøndby.

Nøj, hvor var der pres på klubben fra den københavnske vestegn, som ikke kunne tåle at udbygge nederlagsstimen til fem kampe hjemme mod oprykkerne fra Lyngby Boldklub. Det skete så heller ikke.

I stedet viste en purung offensiv sig frem fra sin bedste og mest levende side, krydret med en god portion kynisme, som ellers typisk hører mere erfarne spillere til. Jacob Ambæk nettede to gange i sin første startplads i denne sæson, mens Olti Hyseni demonstrerede sine evner i både de hurtige kombinationer og det direkte spil med både et oplæg og en scoring.

Tilbage i Herning må man også endnu en gang tage hatten af for Friday Etim, der har vist sig at være på et niveau for sig selv. Han er på ingen måde samme type som sidste sæsons topscorer Franculino, men én ting har de i hvert fald tilfælles: De ved, hvordan man scorer mål. Det blev både til en scoring og en assist i 2-1-sejren over FC København for den bomstærke nigerianer.

Brøndby IF's spillere jubler efter en scoring mod Lyngby Boldklub.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Rundens Hold

Målmand: Viljar Myhra, OB
Højre back: Tobias Mølgaard
, AGF
Midtstopper: Frederik Tingager
, AGF
Midtstopper: Andreas Maxsø
, FC Midtjylland
Venstre back: Oliver Bundgaard, Viborg FF
Central midtbane: Kristian Arnstad
, AGF
Central midtbane: Philip Billing
, FC Midtjylland
Central midtbane: Oliver Ross, Silkeborg IF
Forward: Jacob Ambæk, Brøndby IF
Angriber: Friday Etim, FC Midtjylland
Forward: Olti Hyseni, Brøndby IF

Fire danske hold: Så meget kan de tjene i Conference League

Mest læste

Notifications

Notifikationer